Den engelske Lods | Page 4

dog om Barmen
med den bløde linde
Kraft
af en ud af Træets Mose
runden Mistels smækkre Skaft...

Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod
Døren langsomt glide,--
Panden, hvilende i Haanden,
hævede han
til et Blik,
som hun følte,--ja, thi hendes
Læbes Zittren røbed det,--

som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan brændes
af en
Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i Ømhed og i
Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.

Som af Vindens sammenblæste
Tegninger i støvfiin Sne,
var der
ikke i den næste
Spor af Geisten meer at see.

«_Anna, Anna!_»--sagde en aldrende Sjømand
som pludselig traadte
ind af en Dør i Baggrunden
med en Natlampe--«En Seiler kommer
om
_Beachyhead_, Strømmen sætter fra Land igjen,
og i
Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil
have Lods ombord.----»
IV
Lodsen og hans Dreng
--«Læg bi! Læg bi!» Jeg syntes høre
skraldende forbi mit Øre;
og
da, drømmende endnu,
(skjøndt mit Nattesyn var slettet
ganske
sporløst af mit Hu)
jeg mit tunge Hoved letted
tumlende fra
Rælingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen:--
da, før Alt var ret
begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae


krængende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
--men en
vakker--af en Dreng,
holdende med begge Hænder
(liden Kraft men
bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest
Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.
«_Francis, so! Right so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now
God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!_»
Og mens han med Venstren greb
om et agterudslængt Reb,
trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en
Smerte,
som kun passed slet for Manden.
Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjøndt vel
tyve Gange sagt
før han fik det vel belagt
med et Sidste: «_hearest
thou?_»
Endelig fra Læbords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod
Land den om:
«_Now in Gods name! Forewards right!
Forewards
home! Straight forewards home!
Francis, Francis, cautious!
I return
to morrow night._»
Fangelinen af han hev.
Baaden af omsider drev.
Men da den
foruden Krængen,
uden Fare til at see,
lidtom lidt laverte væk,

sagte--da en Briis knap blæste,--
og der Rebing var i Seilet,
svang
han dog fra Skibets Dæk
end engang sin Hat til Drengen;
men jeg læste,
malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
«_Hastings, Pilot,
Numero three._»
Ei!--jeg tænkte--Ei, for Fanden!
Hvo kan nu
rose længer Engelskmanden
for hans djærve
Sjømandshu?

Staaer ei der den gamle Ulk
kvalt tildøde af sin Hulk,


stirrende og blinkende,
Taarerne lidt Luft at give
eftersom de
fulde blive,--
efter Drengen vinkende,--
mumlende om Seil for
svære,
ustø Baad og Ballast let,
om at Drengen gjorde ret,
hvis
han passed af at bære,
dersom falske lunefulde,
afsindsvilde
Beachyhead
(hvad han af Erfaring veed,
før man venter det, kan
møde)
hundehylende nu skulde
Kastevindene udstøde,
paa
Kanalens blanke Øde,
liig en Røg af Kul og Sne.
Ha, den Britte skulde see
under Norges vilde Kyst
Gutter (neppe
længesiden
at de slap fra Moders Bryst)
Gutter som en Tommeliden,

druknede Havlodsers Børn,
mere kjække
end den vilde Fiskeørn
og sjøvante Nordlandsskarv,

sikkrere end Havets Maager,
mellem høie Bølgeraager
svæve om i
Faders Snekke,
Moderens og deres Arv!
Britten vildfe blive bleg,

saae han deres Tagfatsleeg
med en Sværm af Kastevinde,
der, saa
hurtigt som en Vifte
slaaes ud, sig om kan skifte
efter hver
Kompassets Streg.
Dog de finde,
ved en Taages Gjennembrud,
ind og ud
af de, meer end gammel Eeg,
meer end Ertsens Strøg
forgrente
schakteskumle skjæromspændte
slangesno'ede lange
Fjorde;
fare snelt som jaget Lom
Fjeldene indunder, som
lodret
Bugterne omgjorde,
og hvoraf den ene Bred

hvinende udsender
Vesten-,
og den anden Østen-Blæsten,
flyvende paa sorte Fjed

Fjorden tverts og op og ned,--
tverts, saa Strimerne hinanden
skjære
lige langt fra Stranden,
som i Troldes Ledingsfærd,
hvori
Kjæmperne ei synes,
krydsende indbyrdes, brynes
Tusinder af sorte
Sværd.
«Landet og dets vilde Fjorde
--tog den gamle Lods tilorde,
drejende
sig barsk herom--
Landet kjender jeg, og noget
(saa jeg fattet har
hvert Ord)
mindes jeg endnu af Sproget
siden jeg tilbagekom
ifra

Fangenskabet; thi,
paa _the Tartar_ med ombord,
som blev jaget
ind i slig en Djævels-Fjord,
blev jeg taget
med det hele Kompagni.
Men, min Ven, saa stor en Baad,
sluppen i saa unge Hænder?
Den
kan nok før Farten ender
trænge Manddoms Kraft og Raad.
Tro mig,
om jeg havde halt
Fokken noget mere stram,
havde det ei været
galt,
nei, _Goddam!_»
--«Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
dersom Eders Baad
er stor,
er den og desmere sikker.»
«Baaden liden eller stor,
Trygheden i Manden stikker,
som er stillet
ved dens Roer.
Og desuden Beachyhead
ei af Stort og Lidet veed.

Linjeskibe eller Baade,
Joller eller _Men of war'_er
svæve paa dets
Stormkasts Naade,
magtesløse mod dets Vrede,
som det Støvfnug
Løven karer
op i Røg fra Ørknens Grund,
og som farer
ud og ind af Dyrets hede
vide, flammerøde Mund.
Se histud mod Vest! Kanalen
nævnes det i Dagligtalen;
men det er
Atlanterhavet,
Verdensoceanet selv,
her just her, hvor, bølgegravet,

Bretland er fra Gallien brustet,
med en dobbelt Kraft udrustet
af
et Hav og af en Elv.
Klippesveiste _Eddystone_'
--_oh, how many
times is gone!_
af dets Bølger mangen Nat
knækket som en
Paddehat!
Og hvor tidt, naar det blev Dag,
har ei siddet
India-Eskadres Vrag
rundtom paa _the Needles_
spiddet?
Og de Frygtelige staae
dog, som Stene over Grave

paa en
Kirkegaard paa Landet,
udenfore «Englands Have»,
der, hvor Vandet
skinner deiligst, som beblandet
med en
Foraarshimmels Blaa.»

----En mærkværdig Mand tilvisse:
rustet Jern fra Fod til Isse;
men
der indenfor saa blød
som Melonmarv hvid og sød;
bliden Klang i
haardt Metal;
Barskheden sentimental
følsom, øm, ja