Den engelske Lods | Page 3

hele
Vanslægt vækker
hine Kongers Smiil paany.
[Footnote 2: Port.]
Stille var der overalt
i de gamle Byer, stille,
fromt og stille, saa jeg
hørte,
naar man sig isøvne rørte
og idrømme der blev talt,
eller
naar derindenfor
ømme Mor
visselulled for sin Lille.
Men i _Brighton_ celebrerte,
da min Geist hensværmed did,

Kjedsomheden just og Synden
i brillant illuminerte
Slotte nyen
Dags Begynden
nu ved høje Midnatstid.
Der var Adel uden Hæder,

herlig Viin foruden Glæder;
der var Guld foruden Lykke,

Skjønhed uden Uskylds Smykke;
Venskab, der saa fast bestaaer,

som den Hud, en Slange kaster;
Oldinge med Ungdoms Laster,

Ynglinge med hvidnet Haar--
deres foraarsløse Sommers
visne
Græs og Syndens Blommers
tørre henforbrændte Straa,
som en
tidlig Død skal slaa.
Blinket af dens damascerte
blege Lee
var i matte udfortærte
Ungdomsøjne alt at see.

Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse dødsenshule,
hvoraf Flamme
kun frembrød
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grønne
Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til _Perdu'et_ atter lød.

Fløjelssvøbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,
overstrøede

med _bijoux_ og Braceletter
(Oh, Hans Høihed,
Hendes Naade!
_O, his Lordship and her Grace,_
trinende i en
Française!)
vandred Tyveaarsskeletter
om som Døde
paa de straalende Banketter,

paa en Hertugindes Bal.
...Ha det herlige Orchester
blandt de
høifornemme Gjæster,
mylrende i Hundretal,
mægter ikke at fremkalde
ved Musiken _à
la_ Strauss
i berømte Brighton-_Routs_
mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlængst henvisnet
Siv.
--Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om
raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Nøgler,
uforsigtigen
geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af Øgler,

mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Dæmoner,
onde
Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt
forbi.
Først jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken
Sømandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit
Yndlingsinstrument,
ædlen Harpe klang derinde,
og en Pige
skjøn og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende
dertil.
O, da maatte _Jeg_ vel lytte!
under Løvets Hæng mig snige,

til hun Sangen havde endt,--
_Jeg,_ som ei kan Foden flytte
fra
en Kvindes Harpespil,
_Jeg,_ som kunde
Livet bort for Døden bytte,
naar jeg hen kun
maatte blunde
under Kvindes Harpespil?
Døren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor
det paa Gulvet faldt
klarest, som et Sølvernet,
sad en hebeskjøn
Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke


Hebestøtte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere
end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han--_Han_,
som helst velsigned--
straffe skal imod sin Lyst.
Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,

tankebøjet,
veehensjunken, kummertræt,
som af sine Sorger kvalt,

og det Glindsende i Øjet
viste, at hun havde grædt.
Ak, saaledes
allerede
i sin Ungdoms første Blomst?
Atten Aar--meer var hun
ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter
sin Tilbagekomst.
Læben lydløs sig bevæged,
som om med en Aand hun talte;
og med
anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids sølverblaae,
Skyggen af en
Yngling præget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa
Panden,
men om Pigens Liv den anden.
Stundom syntes Hun at
hvile
smilende mod Skyggens Barm,
høre atter Pulsen ile,
føle
Trykket af hans Arm.
Skyggen syntes derimod
svævende paa flygtig Fod:
fremadbøjet,
Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af
disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
«_Francis_--sagde hun--er
her!
_Francis_, o du er tilstede!
Denne søde Gysen ikke
kan mig
Skuffelse berede,
skjøndt jeg med de dunkle Blikke
Mulm og Maaneskin kun seer.»
«O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv!
Den Stjerne, som dit Øje
maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar
den daler,
tilbage Aanderne befaler.
O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv!
Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra
Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde,
da
glemte Kjærlighed at kvæde:
kun Fædrelandets Priis den kvad.
Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Lænken stønner?
og
Du, iblandt dets bolde Sønner,
ham at befri var ogsaa dragen--
Du

syntes mig til Ridder slagen
for arme Brødres Frihedsret.
Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,

medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen

blev til et hulkende Velkommen:
«Velkommen, _Francis_, hjem igjen!»
Velkommen nu, o Gysen sød,
Forsikkringen, at du er nære,
en
Følelse, som om din skjære
Begravningsdragt mig let berørte,
som
om dens Raslende jeg hørte
og Linets Luftning mig omflød!
Da tindrer Øjet friskt som før,
og Smilehullerne forsøge
paany som
før som før at spøge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner
alt igjen om Munden...
da er det, _Francis_, som jeg døer.
...Men døer foruden andet Liv,
døer ei som Du, der herligst lever

naar hid i Maanens Glands Du svæver,
og atter, naar Dig lyster, stiger

op mellem Himlens Stjerneriger,--
derfor bliv! o _Francis_, bliv!»
_Da_--nu ikke meer jeg veed
det Retfærdige og Sande:
om jeg
enten skal forbande
slige Syners Troløshed,
eller at min egen yre

sværmende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den
burde, underlagt,--
ikke mægtig meer sig selv,
end en Dreng paa
Baadens Hvælv
ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,

eller kvæstet Maage, som
paa ulige lange Vinger
stedse svinger,
med en Dalen i sin Svæven,
rundt paa vilden
Ocean,--
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille Ø
Sommerfugl,
der ud er dreven
paa den milevide Sjø.
Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel,--
da kun Synet
skulde skifte,

ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af

Morgenvinde--
sin Fornøielse forgifte
ved at lade det forsvinde,

som om Sæbeboble brast?
Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens
Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes
Røg,
Kysset følbart dog for hende,
om det end ei kunde brænde

med forelsket Ynglings Ild,
men saa blødt, som naar en mild

fløjelsfiin Provencerose
henad hendes Læber strøg;
og da Trykket
hun af Armen
skulde føle