Den engelske Lods | Page 5

som om kunde
fra hans
laadne haarde Bringe
honningsød og lunken springe
Modersmelk i
Barnemunde;
fromme Ord til strenge Mæle;
jomfrufølsom,
moderblød
var den Gamle.
I det Hele
liig den haarde, men med vamle
Melk
opfyldte, Kokosnød;
eller, om der gives skulde
mellem Jordens
Instrumenter
Fløiter drejede af Staal,
men af bløde Toner fulde,

mellem Genthorn og Serpenter,
klingende som blide Velske
mellem
Jordens andre Maal.
Men som Han nu sad der streng,
mørk og mildere iflæng,
syntes
Intet han at elske
uden Toddy og sin Dreng.
V
Isle of Wight. Spithead. «The Albatross»
Lad den raa Pilot ved Glasset
sidde der, til han blier mæt!
og paa
Kassen ved Kompasset
(Mandens Taffel)
en Karaffel,
fuld af «Franskt» ved Siden sæt!
at
han, efter Hjertenslyst,
i mandhaftig Tomandsdyst,
som en ærlig
Engelskmand,
kan hver Draabe Blod forøde
i hiin fødte, hanerøde

Fiende af hans Fædreland,
den han jo medrette kan--
da den
baaren er derhenne
i _Guienne_,
_Medoc_ eller _Armagnac,_
altsaa i den sorte
Prindses
sværderobrede Provindses

arildsodlede Distrikt--
ansee
som et højst forrædersk
Døden værd Oprørerpak,
der meeneedersk
sveget har mod Leoparden
Underdanens svorne
Pligt.
Vi imedens ville følge,
_Isle of Wight, Old Englands garden_,


dine Skjønhedslinjers Bølge,
prægende sig ud i Luften
liig en
underskjøn Afspeiling
af en yndig Feers Ø;
under vor
Laveringsseiling
langsmed Landet drikke Duften
af det slagne
friske Hø;
_Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale,
som, af
Morgensolens Straale,
snart illumineret, til
Bjerg af Roser blive vil,

medens _Nettleston's,_ det hvide,
liig en lang uhyre Hæk
af
Viburner og Jasminer,
sees ud i Havet glide,
til det som en Linje
tviner
mellem Luft og Bølge væk.
Lad ham sidde der den Tvære!
sine tause Glas fortære
med en
skattegravertyst
indædt heed forsvoren Lyst,
som om hvergang han
paa Bunden
Perle eller Diamant,
slubbrende den ind med Munden,

i det tømte Bæger fandt!
Andet kalder vore Blikke:
Her her
aabner alt _Spithead_
Gyldenhornet (Stambuls ikke
maaler sig i
Pragt dermed).
Derfra, paa tredobbeltkronte,
bølgebaarne,
kun ved Sejer gjenforsonte,
herskende Britannias Bud,

skyhoslige Tordentaarne,
fare viftehurtigt ud
did den stolte
Dronning peger,
efter alle Vindens Streger.
Nu imellem _Portsmouths_ hvide,
milelange Fæstningsvolde,
som i
Øst, paa langtudskaarne
Tunger synes hist at glide,
liig en
Sølverkjæde hen,
fuld af Led af runde Taarne,
Citadeller
og Kasteller,
som for sammen fast at holde

Havets
Bryn med Himmelen...
Mellem disse havomstrømte
Krigens
skinnende Palladser
og imellem _Rydes_ berømte
poppelkronede
Terrasser
(_Ryde_, som Walter Scott lovpriser
fremfor Indiens
Paradiser)
Flaaden laa i dyben Fred,
adspredt paa _St. Hellens_
Rhed:
Englands Gyldenhorn, _Spithead,_
--Rolige, som Skjær, af
vegne
Springflod op i Veiret stegne,
som ved Kogleri, imens

Ebben løber Fjæren lens,--
rolige som kolossale
Graasteens-Sfinxer
i de Dale
Nilens Strømme overfløde,--
rolige, som Hvale, der,

bugopvendte og som døde,
sove midtpaa Havets Øde:

hist og her
hine stolte, taarnehøje
_men of war's_ for Anker fløde,

ubevægte, skjøndt mod deres
grønne Bouge Bølger skjæres,

stærke, høje som tilsjøs.
Og det blev for Aandens Øje,
som om
hvert et Skib kun var
flagbetegnet Ankerbøje
for den største
Verdens første
Verdens sande _man of war,_
for
_Great Britain_ selv, som har
slidt sig fra Europa løs,
lagt sig ude
langt tilsjøs,
riig og fri og stolt og bøs!
Grusomme «_Diktator_» vi
ilede med Gru forbi.
Yderst hen
«Najadens» Morder,
som forjagt
af sin Daads Melancholi,
havde eensom sig forlagt.

Som om Nordmænds eller Danskes
og Franzosers kjække Border

kunde see sin Roes forvanskes,
sig beundret ei, men hadet,
laa den
eensom der og baded,
sit, med gabende Kartover
rundtomkring
besatte, Bryst
midti Rhedens grønne Vover,
fjernest ifra Englands
Kyst,
liig en Svane uden Mage
og af Flokken glemt tilbage.
Men
just der, hvor nedadvendte
Skygger af dens Master endte,
saae Vi
dem fra «_Royal George_»
(det for mange Herrens Aars
Tider
siden sjunkne store
Tredækslinjeskib) at bore
sig med Stag og Takl
og Top
imod hine ligeop,--
Sex i Alt og Tre mod Tre.
Ja, da
skarpt jeg saae i Vandet,
fik jeg tydeligt at see
_Royal George_ i
Vant og Mers
med Gespenster fuldt bemandet,

klavrende paakryds
og tvers.
Nelsons Skib ved Abukir,
(agterpaa _«The Vanguard_» stod
malt
paa Sort med Træk som Blod,
meer til Rædsel end til Ziir)
laae for
Anker uden Rigg,
rolig som en Ø, i Havnen,
rækkende (som
Invaliden
frem sin Armstump) op de korte
Master, ifra Merset borte,

hvortil Sejeren i Striden
før saa ofte lænte sig.
Og det syntes
stundom mig,
som om op og ned ved Stavnen,
under Skibets
Gallion,
dandsende langs henad Siden,
frem af Bølgen hæved sig

Heltens yndige Sirene,
Lady Emma Hamilton,
løftende høit op i

Favnen,
snelt som Skvulp af sjunkne Stene,
sølvhvidt Oldingshoved,
slynget
om med slimig Tang og Tare:
Hans, der med et Glimts
Forbi,
som tilveirs Raketter fare,
grusomt blev i Raaen klynget:
gamle Caraccioli.
_«Agamemnon»,_ vidt berømt
ligesom sin græske Navne,
næst hiin
tryllende Medusa,
(Hamilton, Siren-Gorgonen,)
af Lord Nelson
elsket ømt,
strakte Marmorgallionen
mellem to berømte Stavne:

«_Thunderer_» og «_Arethusa_».
«_Victory_», i Nelsons Blod
med
Udødelighed døbt,
kneiste som en Pyramide,
taarnet op af Bramseil
hvide,
som et Bjerg med kulsort Fod,
men i Sne forresten svøbt.

«_Dreadnought_» (gamle Collingwoods)
«_Africa_» (Sir Sammy
Hoods)
vingede «_Bellerofon_»,
som bortførte
i sin Favn Napoleon,
sørgeslørte
Fangebuur «_Northumberland_»,
Howes «_Ajax_» og
«_the Queen_»,
«_Hero_», «_Royal Sovereign_»,
Codringtons, den
Navariner,
tvende Gange tændt ibrand,
«_Triumph_»,
«_Caledonia_»,
«_Windsor-Castle_», «_Victoria_»,
--alle Disse
blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt
Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.
O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Fæstningsgrave,
ovenfra,
naar Synet høined
sig mod Sky, i Dybet øinet
som et Garn af sorte
Baand
mellem disse Dødskasteller,--
o, her kunde
Døden, om den var en Aand,

og ei burde tænkes heller

som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der
borthvifter Jordens Vaande,--
o her kunde den, belæsset
med
Fordærv, med Ljaen hvæsset,
Herrens Dommes Overbringer
til en
millionfold Skare,
gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de

Dødeliges Magt,
uden Trækket til Medynken
skulde, svulmende i
Rynken,
om hans Læbe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i
sin Gjennemfaren
han sin Dæmonvinge synke,
hilsende
Orloggerskaren,
lade højt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin
Lee.
--Lodsen