Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner | Page 2

der bedst behandles paa den første Maade, kan nævnes Roser,
ikke mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og næsten alle Slags
Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte
Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt alle--Vand- og
Stenhøjsplanter. Ingen af dem egner sig til at staa paa Rad, de maa
absolut anvendes "landskabeligt". Dermed menes ikke, at de ikke kan
anvendes i regelmæssige, architektoniske Havepartier; men selve
Plantningen maa ikke være regelmæssig, den maa under alle
Omstændigheder forblive "naturlig".
[Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.]
Rammen om Plantninger behøver ingenlunde at være landskabelig;
tværtimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem organisk
og uorganisk, mellem løst og fast, blødt og haardt, mellem vokset og
bygget, som opstaar ved Blanding af Architektur og naturlig Plantning
er et af den moderne engelske Havekunsts om ikke mest kunstneriske
saa dog mest populære Virkemidler, der iøvrigt nu ofte anvendes
udover enhver fornuftig Grænse. Se Figur 4.
[Illustration: Fig. 6. Flade Trædesten mellem Pudeplanter er praktisk og
forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.]
Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhøjsplanterne skal
anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til den
landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad efterligner den
naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og man maa tilføje, at
det at plante paa den Maade kan ikke læres af en Bog; Billeder kan
hjælpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet saa mange, maaske overfladisk
betragtet ensartede Billeder af naturlige Plantninger i denne Bog.
Skriftlige Angivelser duer ikke. Vil man indfange noget af Naturens
Ynde i sin Have, maa man selv ud og se, hvorledes Planterne trænges
om Pladsen ude i det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa
svært, hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender
sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vælges dem
velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem
hverandre; det uligevægtige Præg forsvinder og afløses af den
eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl, der

hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen, dækkes og
udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der følger med Naturens Del
af Arbejdet: Væksten.
[Illustration: Fig. 7. En "Grøft" i en Have ved Kbhn. Plantet i Maj,
fotograferet i August s. A.]
Det er betydeligt sværere at forme Rammen, selve det Haveparti, hvor
man vil dyrke Vand- og Stenhøjsplanter. Her faar man nemlig ikke saa
hurtig og saa afgørende en Hjælp af Væksten; paa dette Punkt vil de
menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne dækkes.
Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen
almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og deres
Egenskaber dog uforandret er de samme, medens næsten hver Plet
Have har sine særlige Forhold, der maa tages i Betragtning. En Ting
maa man bestemt fraraade, nemlig Forsøget paa uden virkelig dygtig
Hjælp at forme noget egentligt architektonisk Arrangement. Forf. har
aldrig set nogen Amatør slippe godt derfra. Vil man lave sig et Bassin,
der skal være til Pryd i Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk
Bistand og smukt Materiale i fagmæssig Udførelse; thi et Bassin har
ikke det naturlige Kærs Bredder, hvis Plantevækst kan væve en
dækkende Kærlighedens Kaabe over Formenes Synder.
[Illustration: Fig. 8. Snit af "Grøften" Fig. 7. Bredden foroven er ca. 4
Meter.]
Derfor vil den Haveven, der selv vil være med at forme sin Have--og
for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig ved til sin
Samling af Vand- og Stenhøjsplanter at vælge et landskabeligt
Arrangement ikke alene, hvad der som nævnt er selvfølgeligt, af selve
Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom, af selve den
paagældende Del af Haven. Dette er imidlertid vanskeligt at realisere
tilfredsstillende. Opgaven, der stilles, er i Virkeligheden den samme
næsten uløselige, der stilles Musæumsmanden, der skal bringe alle sine
Skatte til deres Ret og dog søge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og
Resultatet er da ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive
Planternes Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i

lige Grad kendetegner Musæumsstuen og det lille Vand- eller
Stenhøjsparti sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige
Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af denne
Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at gennemse
denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skønhed, som præger Naturen
og ofte ogsaa større Anlæg med faa Plantearter. Interessen for selve
Havens Udformning og Interessen for Planter, især naar den lægger sig
for Dagen som Samlermani, er og bliver modstridende. Dette
Modsætningsforhold kan ikke hæves; men naar Amatøren kender det
og er klar derover, kan der dog gøres en hel Del for at skaffe lidt Ro i
Planternes Ordning og i Havepartiets Udformning.
Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhøjspartiet skal
udformes og indføjes i Haveplanen kan ikke gives; her gælder det
samme Raad som vedrørende Tilplantningen: Gaa ud og