Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 9

I var, i
kongens hal.
GUDMUND (stanser.) I kongens hal? Kan I spotte min nød?
MARGIT. Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde; jeg gad vide, hvor I
tænker at ende! I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand, ejer
gods og guld--
GUDMUND. Bedst må I vide, om lykken er mig huld. I sagde for nylig,
fuldt vel I vidste mit ærend på Solhaug--
MARGIT. Det véd jeg forsand!
GUDMUND. Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste;-- da véd I, jeg
er en fredløs mand.
MARGIT. (skrækslagen.) Fredløs! Du, Gudmund!
GUDMUND. Det er jeg for visst. Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige
Krist, havde jeg kendt eders tanker og sind, aldrig var jeg tyet på
Solhaug ind. Jeg mente, I endnu var mild og god, alt som dengang jeg
eder forlod; men jeg vil ikke trygle; skogen er stor, og sikker er min
hånd og min bue;-- langt heller være hejens sten mit bord og bjørnehiet
min stue. (vil gå.)
MARGIT (holder ham tilbage.) Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste.

GUDMUND. Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil; og livet vil hver
mand friste. Tre nætter lå jeg som hunden ude; på fjeldet jeg hvilte
mine mødige ben og læned mit hoved til urens sten. At tigge om ly, om
bolster og pude i fremmed folks hus, det var mig for tungt; min tro var
jo frejdig; mit håb var ungt; jeg tænkte: når du til Solhaug kommer, da
er du frelst fra al din kvide; der finder du venner; på dem kan du lide.--
Men håbet er skørt som markens blommer. Eders husbond mødte mig
med horn og krus; han åbned for mig både dør og porte;-- men øde
tykkes mig eders hus; hallen er mørk; mine venner er borte. Nu godt;
jeg stiger påny til fjelds.
MARGIT (bønligt.) Å, hør mig!
GUDMUND. Mit sind er ej som en træls. Nu tykkes mig livet en uselig
gave; Jeg agter det fast for intet værd. Skrinlagt har I alt, hvad der var
mig kært; mit fagreste håb jeg måtte begrave. Farvel da, fru Margit!
MARGIT. Nej, Gudmund, hør! Ved gud og mænd--!
GUDMUND. Forlyst dig som før; lev du i gammen og ære; så lidet
skal Gudmund mørkne din dør; ret aldrig han skal dig besvære.
MARGIT. Nu er det nok. Dine bitre ord vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs fór alt over strande så vide,-- tro mig, da
var det min kæreste dag, da du tyed ind under Solhaugs tag, da var det
for visst min gladeste fest, når den fredløse meldte sig her som gæst.
GUDMUND. Du siger--! Hvad skal jeg tænke og tro?
MARGIT (rækker ham hånden.) At frænder og venner på Solhaug bo.
GUDMUND. Men det, som du nys--?
MARGIT. Agt ikke derpå. Hør mig, så vil du det hele forstå. For mig er
livet en nat så sort; der er ikke sol eller stjerne. Og intet mægter min
kvide at fjerne; thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort. Mit frejdige
sind jeg solgte for guld; jeg hilded mig selv i brogede lænker. Tro mig,
så klageligt vederlag skænker rigdom, når barmen er sorrigfuld.
Dengang vi var børn,--hvor var jeg da fro! Vore kår var ringe, fattigt
vort bo; men rigt var håbet i mit bryst herinde.
GUDMUND, (der ufravendt har betragtet hende.) Og du arted dig alt til
den dejligste kvinde.
MARGIT. Kan være; men al den lov og pris, jeg hørte, det blev til min
lykkes forlis. Du måtte bort til de fremmede lande; men alle dine
kvæder graved sig ind dybt i mit hjerte, dybt i mit sind, og sløred med
tanker min pande. Du havde sunget om al den lyst, som mægter at

rummes i et menneskes bryst: du havde sunget om det frejdige liv
blandt herrer og fruer. Alt som bedst kom bejlere fra øst og bejlere fra
vest; og så--så blev jeg min husbonds viv.
GUDMUND. Å, Margit!
MARGIT. Der gik ikke lang tid hen, før jeg måtte så bitterlig græde. At
tænke på dig, min frænde, min ven, det blev min eneste glæde. Hvor
det tyktes mig tomt i Solhaugs hal og i alle de store stuer! Her gæsted
os riddere, herrer og fruer; her sang mig til ære så mangen skald; men
der var ikke én, som ret mig forstod, ikke én, som fatted min jammer;--
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer; dog værked mit hoved, dog
brændte mit blod.
GUDMUND. Men din husbond--?
MARGIT. Han var mig aldrig kær! hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær, blev mit sind af kvide forvildet. (slår
hænderne sammen.) Og sådan har jeg levet i årene tre! Mit liv var