Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 8

at tage den.) Og du kendte mig ikke straks igen?
BENGT (leende.) Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte
dig jo nylig, at din frænde--
MARGIT (går over mod bordet til højre.) Tolv år er en lang tid,
Gudmund. Den friskeste urt kan dø i tiende led imens--
GUDMUND. Det er syv år siden vi sidst sås.
MARGIT. Tilvisse, det må være længere siden.
GUDMUND (ser på hende.) Jeg kunde fristes til at tro det; men det er
dog som jeg siger.
MARGIT. Hel selsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det
tykkes min en evig lang tid siden jeg var barn. (kaster sig ned i en stol.)
Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os med
eders sang. (med et tvungent smil.) Ja, I véd vel, vi er glade her på
gården idag,--vi holder gilde.
GUDMUND. Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.
BENGT. Ja, idag for tre år siden blev jeg--
MARGIT (afbrydende.) Min frænde har alt hørt det. (til Gudmand.) Vil
I ikke lægge eders kappe bort?
GUDMUND. Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som
her er koldt,--koldere, end jeg havde ventet.
BENGT. Da er jeg både svedt og varm; men jeg har også fuldt op at

tage vare på. (til Margit.) Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst,
mens jeg er ude. I kan jo snakke sammen om gamle dage. (vil gå.)
MARGIT (tvilrådig.) Går du? Vil du ikke heller--?
BENGT (leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.) Ser I vel; herr
Bengt til Solhaug er manden, som forstår at færdes mellem kvindfolk.
Der er ikke den stund så kort, at min hustru kan være mig foruden. (til
Margit, idet han tager hende under hagen) Vær du trøstig; jeg skal snart
være hos dig.
MARGIT (hen for sig.) Å, kval og harm at måtte lide alt dette. (kort
taushed.)
GUDMUND. Hvorlunde lever eders søster kære?
MARGIT. Jeg takker; hel vel.
GUDMUND. Det blev sagt, hun skulde være hos eder.
MARGIT. Her har hun været siden jeg-- (slår om.) For tre år siden kom
hun til Solhaug med mig. (lidt efter.) Hun træder visst snart i stuen
herind.
GUDMUND. Signe havde fordum så vennesælt sind; hun kendte ej list
eller rænke; når jeg kommer ihug hendes øjne blå, jeg må på guds engle
tænke. Dog, mangt kan i syv års tid forgå. Sig mig,--mens fjernt fra
bygden jeg vandred, har også hun sig så stærkt forandret?
MARGIT (tvungent spøgende.) Hun også? Er det i kongens gård slig
høvisk tale man lærer? I minder mig om, hvordan tiden tærer--
GUDMUND. Margit, hel vel mine ord I forstår. Engang var I mig
begge så blide; I græd, da jeg skulde fra bygden ride; vi loved at holde
som søskende sammen i fryd og i ve, i nød og i gammen. I lyste som en
sol mellem jomfruer små; så viden om land eders ry monne gå;-- fuldt
vel er I endnu så fager en kvinde. Men Solhaugs frue, kan jeg mærke,
har glemt den fattige frænde. Så umildt er I stemt, I, der engang var så
vennesæl tilsinde.
MARGIT (nesten tårekvalt.) Ja engang--!
GUDMUND (ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet
stemme): Eders husbond bød os at korte tiden med at melde om
gammelt og kært.
MARGIT (heftigt.) Nej, nej; ikke derom! (roligere.) Det falder mig så
svært at mindes; den ting har jeg aldrig lært. Meld heller om de år, I var
borte;-- den tid er vel ej på bedrift så arm; meget må I kunne mig
berette; derude er jo verden både vid og varm,-- der er sindet og

tankerne lette.
GUDMUND. I kongens hal var jeg aldrig så fro, som dengang jeg var
smådreng i det fattige bo.
MARGIT (uden at se på ham.) Og jeg--hver dag, jeg på Solhaug bode,
takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.
GUDMUND. Vel eder, dersom I kan takke fordi--
MARGIT (heftigt.) Og er jeg da ikke hædret og fri? Kan jeg ikke byde,
som det huger mig bedst? Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst; Og det, véd I, var mig
altid til måde. I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt; men I ser,
jeg er fro, mit sind er let. Se, derfor kunde I sparet jert komme til
Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.
GUDMUND. Hvad mener I, fru Margit?
MARGIT (reiser sig.) Tilfulde jeg véd, hvad der fører jer ind i min
enlige stue.
GUDMUND. I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med? (hilser og
vil gå.) Guds fred og farvel da, min ædle frue!
MARGIT. Det var eder mere til ære, ifald I var bleven, hvor