Den engelske Lods | Page 9

Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit
aflagde...
O, han var en Søn mod hende,
og mod mig som ømmest
Broder!»
Jeg naturligt lod mig ikke
mærke med det allermindste,

talte ei om Hvepsens Sværmen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei
om sølveroverglindste
Slanges fule sagte Nærmen
til den Finkes
trygge Rede,
som den vil til Frokost æde.
Men, som raadet af min
Far,
næste Søndag allerede
Mary Ann min Hustru var.
Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og
Aften tænkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel
sænkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var

uforskyldte Gjenskins Glands
ifra Hans,

paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.
Og for ret mig fro at gjøre,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig
ikke see og høre.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne
Høg,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spøg

for et Væddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over
til Paris
med en Sværm Mylords og Squires.

Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa høit tilveirs,
at ei Syn
den ind kan hente,
skjøndt den selv kan alt bespeide,
lodret
svævende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne
paa Luur,--
var han kun paaskrømt forsvunden:
og kun Hændelsens
Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af _Bonaparte_,

ei Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at
han sparte
mig en Tid--et Aar det vartefor
min Lykkes Nederlag.
Verden veed, en vakker Dag
fandt man nemlig tomt og sprængt
det forgyldte
trange Papegøjebuur,
hvori Frankrigs Ørn var stængt

og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme Øine
ligesom
tilskue hængt,
og at Frankrig den Udfløine,
som med Skræk Europa
fyldte,
flux paany med Jubel hyldte.
--Alle Britter, Torys mest,

som til Frankrig vare dragne,
maatte, forteste som bedst,
Spurve liig
fra Ørnens Rede
ved dens egen Hjemkomst jagne,
sig ad alle
Kanter sprede:
De i Norden skyndsomst over,
hvor der kortest var,
til Dover,
over Rhinen De i Vest,
De i Syd og De i Øst
sprængtes
Havet viden om
hist og her paa Kryds og tvers;
og Mylord, som i
_Hière's_
sig opholdt, da Rygtet kom,
at Uhyret nu var løst,
var ei
seen at gaae ombord.
Førend Aarets første Høst,
Løvetandens Foraarssne,
falden var for
Vindens Lee,
gik i Byen alt det Ord,
hvisket Huus fra Huus:«den
slemme,
unge Lord skal være hjemme»
Men saaledes til det gik,

at vi selve _Bonny_ skyldte,
at en Frist vi endnu fik
før den Skurk
sin Plan opfyldte.
Sommer, Høst og Vinter gleden
var saa uforstyrret stille,
som i
Timeglasset ned
Sandkorn efter Sandkorn trille,
roligt, i saa dyb en
Fred,
som om alt for Evigheden
Tidens Puls var reguleret
af de
fromme Slag af Klokken,
der i Krogen var placeret,
og som Takten
slog til Rokken,
Mary var saa flittig ved.
Men da atter
Vedbendstokken,
som var langsmed Væggen dragen,
friske Grønt

paany udsprængte,
saa den over Døren hængte
som et lysegrønt
Gardin,
fik den Gamle, som han tænkte,
at bestille hele Dagen

Time ud og Time ind,
med at vugge for en Liden,
kommen til i
Pintsetiden.
Tænker da med hvilken Fryd,
med hvad liflig Hjertebanken,
saa jeg
hørte selv dens Lyd,
med hvad Uro sød i Tanken,
med hvad Slag i
Pulsens Bølge,
jeg hver Aften, som geleidet
af usynligt, vinget
Følge,
der mig skyndte stedse frem,
ilte ifra Værftet hjem,
hvor
jeg dagligen arbeided!
Tænk det Øiekast, hvormed
jeg i Døren
overmaalte
hele min Lyksalighed!
Tænk hvor langt og lyst det
straalte,
for i samme Øieblik
Alt at sluge, Alt at fatte,
alle mine
Hjerteskatte:
Hende, som mig først imøde
med udbredte Arme gik,

Oldingen, hvis Vink betøde,
naar med Fingeren han tyssed,
at
den Lille sov, han vyssed,
først og sidst min Francis saa,
Englen,
som i Vuggen laae!
Men en Kvel--just Himlen løste
sine Strømme;
ned de øste,
som naar vældig Bradsjø bryder
indigjennem aabne
Luge,
saa i Rummet Alting flyder;
Skyerne sig sænkte lavt,
som
om Alt de vilde knuge,
kvæle Alt i deres vaade
Tepper, Alting som
begravt,
saa at Parkens høje Træer,
syntes langtfra som en Flaade

fuld af seilbedækte Ræer...

Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret
ind i
Junius var baaret,
var af Regn og Skodd saa mørk,
som en Aften vel
kan tænkes
i November, Tidens Ørk,
hvormed Høst til Vinter
lænkes,
Maaneden da Satan fødtes
og da Paradiset ødtes...
Denne
Kvel til vanlig Tid
gik jeg hjem fra Dagens Slid;
langsad Stranden
jeg mig skyndte
--endnu kunde Dag jeg see;
men da Stranden var
forladt,
og da Parkens Træer begyndte
som en Art af en Allee,

blev det mørkt som Midjenat,
som at see ind i min Hat,
og saa stille,
at jeg hørte
hvert et Regndryp, som sig rørte
faldende fra Blad til
Blad.
Men om Vejen, om den gamle,
spurgte jeg ei Mørket ad
ved
mig langsomt frem at famle.
Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet
alt
af Lys derhjemme skimted,
da medeet en Baadsmandspibe
tæt forbi
mit Øre hveen.
At som en Staty af Steen
flux jeg standsed, at jeg

lytted,
Foden flux tilbageflytted,
Gentlemen, I nok begribe.
Men
saa tyst paany var alt,
at hver enkelt moden Draabe,
som i
Lønnebladets Kaabe
ovenover mig nedfaldt,
næsten som en Klokke
klang
i den hvalte mørke Gang.
Da medeet før Foden kunde
atter
hæve sig til Skridt,
mens jeg standsed for at grunde
paa en Mistro
endnu lidt.
Da medeet--jeg hørte kun
Løvet rasle ved min Side--

før Sekundens Dryp fik glide
i Forgangenhedens Mund
og den
næste atter kunde
fuld og modnende sig runde..
da medeet, før
Tankens Gnist
kunde lysne selvbevidst,
var jeg pludselig af trende

Mænd, som sprungne frem af Grunden,
greben, kastet overende,

kneblet, bagtil lænkebunden;
og før en Minut flød væk
var jeg,
klodset som en Sæk,
paa den ene Kjeltring læsset,
samt foruden
mange Ord
bragt i en Chalup