Den engelske Lods | Page 8

Luvart kunde
lade Yachten trodsig

skjære,--
farligt, skjøndt saa sikkert som
Somnambules Gang
iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer
ogsaa, ganske blege,
med af Rædsel aabne Munde:
«_La Duchesse!
Duchesse_! skrege...
O, for Guds Skyld! Roret om!»
Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med
udstrakte Hænder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rælingens
Gelænder
i et ængsteligt Geled.
_Da_, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer
raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og
Yachten vender
for at løbe ned i Læ,
viser Lodsens Blik og Hendes

Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rædselsfuldt at see:

skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sørgefloret,

hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.
«_Johnny--You!_» sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme

--o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Øre--
hørtes
Ladyen at raabe.
Meer at høre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.
Men hvad tænker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany
hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende
lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer

klingrende for Lodsens Fod.
Men hvad tænker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?

Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu
den slængte saa
i de gridske Bølgers Munde.
Damen saae det. Hun
og Alle
saae og hørte Pungen falde...
Nei, ei den, nøiagtigt talt,

lod sig høre da den faldt;
thi dens grønne sølvindslyngte
Net blev
sprængt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for
Mynt i Bølgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken,

splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjølvand
bruste.
Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa Ærmet

tørker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse
svulmende sig nærmed,
til den trilled moden ned?
VIII
Lodsens Fortælling
Yachten var forlængst forsvunden,
som forbi os fløjen And.
Alt
_Southamptons_ gamle Taarne,
nærmere i Luftspeil baarne,
forud
skimtedes i Bunden
hist af Fjordens kløvte Strand.
Om en Time
eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;

da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog
den Gamle saa tilorde:
«Tvende Gange, Gentlemen,
(_Damnd!_ det
har I maattet mærke)
Tvende Gange--to formeget--
har De seet mig
gamle Ulk
--fy det er en Skam!--i Graad:
først igaar, da i sin Baad

Drengen herfraborde stødte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne
Lystjagt mødte,
var i Øjet Taaren steget,
og mit barske
muskelstærke
Ansigt har, nervøst bevæget,
kjæmpet med
kvindagtig Hulk.
Nu! for mine Landsmænds Skyld,
at ei Skam paa dem skal falde
og
I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min
Kummers Byld.
Dog, Kaptain, først siig mig dette:
ejer Selv De
Børn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive
idetmindste let for
Dem

mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren,
som sig trængte frem.»
Vor Kaptain med Nik bekræfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt
og varmt, som om deri
laa et ømt Frimureri,
som om deri deres
Sjele
kunde vexlende meddele
samme Følelsens Mystér.
«Agterud--saa han begyndte--
agterud en _League_ omtrent,
der

hvor hine grønne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en
mod Fjernet spændt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden
synes endt,
Gentlemen, I kunne see
_Cowes_, som forbi vi hasted,

endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.
Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i
hele Rækken,
saa det sidste Egetræ,
som i _Norriscastles_ Parker

skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Læ,
som om
Førsterhuus det var,
mens den anden laae saa nære,
som en Fiskers,
Fjordens Fjære,
at, naar Floden høit sig skar,
strøede den med
perleskjære
Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprængte
Trappetrin--
--_der_ i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var
min.
Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han
boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder
Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Røstet,
der
den Gamles Kammer var--
--o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og
hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted

med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev
for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han
som Førster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med
Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i
sit Vindu kunde
høre på de gamle Lunde,
paa den Gamledages
Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.
«_Johnny!_»--havde Gamlen sagt--
«Jeg er træt af Lordens Jagt.

Tag din Mary Ann tilægte!
Hun, saalænge I er' to,
ikke vil din
Fader negte
dette lille Kammers Ro.
Og desuden har jeg Grunde
--lagde hviskende han til--
til at skynde,
om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord

kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han
tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget


Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Førstefødte kjendte.
Og hvad
skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges
Jagter
har jeg funden
udenfor din Marys Dør
Lordens egen Jagthest
bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket «_Loves

flower, fairy Queen of Cowes?_»)
og Mylord, den unge Herre,
han er værre
end ham onde Rygte gjør.
Derfor, om jeg raade tør,

næste Søndag, om du agter ...»
Far fik ikke udtalt før,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann
mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.

«Thi--saa hun troskyldig sagde--
_Johnny_, tænk dig! saa galant

er