Catilina | Page 6

fiendskab til døden-- og had
bag gravens sorte skygger selv.
CATILINA. Og så--?
FURIA. Så sværg,--min fiende skal vorde til døden din. Vil du, min
Lucius?
CATILINA. Det sværger jeg ved alle store guder! Det være svoret ved
min faders navn og ved min moders minde--! Furia,-- hvad fattes dig?
Dit øje flammer vildt,-- og marmorhvid, som ligets, er din kind.
FURIA. Jeg véd det ikke selv.--En ildflod strømmer igennem mig.
Sværg! Sværg din ed til ende!
CATILINA. Udøs, I vældige, på denne isse al eders harm, og lad jer
vredes lyn mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder: en dæmon lig jeg
skal forfølge ham!
FURIA. Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted. I dine hænder
hviler nu min hævn.

CATILINA. Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot,-- hvo er din fiende?
Hvad var hans brøde?
FURIA. Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm, min vugge stod;
der var mit stille hjem. En elsket søster leved der med mig, til
vestalinde kåret alt som barn.-- Da kom en niding til vor fjerne egn;--
han så den unge vordende prestinde--
CATILINA (overrasket). Prestinde? Sig mig--! Tal--!
FURIA. Han skænded hende. Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.
CATILINA (urolig). Du kender ham?
FURIA. Jeg så ham ingensinde. Alt var forbi, da sorgens bud mig
bragtes. Nu kender jeg hans navn.
CATILINA. Så nævn det da!
FURIA. Det navn har ry. Han heder Catilina.
CATILINA (farer tilbage). Hvad siger du? O, rædsel! Furia--!
FURIA. Kom til dig selv! Hvad fattes dig?--Du blegner. Min
Lucius,--er denne mand din ven?
CATILINA. Min ven? Nej, Furia,--nu ikke mere. Jeg har
forbandet,--svoret evigt had-- mig selv.
FURIA. Dig selv! Du--du er Catilina?
CATILINA. Jeg er det.
FURIA. Du min Silvia vanæred? Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;--
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved! Ve over dig, du
voldsmand,--ve!
CATILINA. Hvor blankt dit øje stirrer på mig! Silvias skygge du
tykkes lig i lampens matte skin!

(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)
FURIA (efter et ophold). Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke er sløret
faldet,--og jeg ser i natten. Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst.-- En selsom følelse; en blodrød
flamme! O, han skal føle, hvad et had som mit, et evig gærende, et
aldrig mættet, kan ruge ud til hævn og til fordærv!
EN VESTALINDE (træder ind). Gå, Furia; din vagt er nu til ende; thi
kom jeg hid--. Dog, hellige gudinde,-- hvad ser jeg; ve dig; ve dig!
Flammen slukt!
FURIA (forvildet). Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte;-- den
slukkes ej.
VESTALINDEN. I magter,--hvad er dette?
FURIA. Nej, hadets ildhav slukkes ej så let! Se, kærligheden blaffer
op--og dør i næste stund; men hadet--
VESTALINDEN. Alle guder,-- det er jo vanvid! (råber ud.) Kom! Til
hjælp; til hjælp!
(Vestalinder og tempeltjenere iler ind.)
NOGLE. Hvad er påfærde?
ANDRE. Vestaflammen slukket!
FURIA. Men hadets brænder; hævnens blusser højt!
VESTALINDERNE. Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
(de fører hende ud imellem sig.)
CURIUS (træder frem). Til fengslet føres hun. Derfra til døden.-- Nej,
nej, ved guderne, det må ej ske! Skal hun, den stolteste af alle kvinder, i
skændsel ende, levende begravet?-- O, aldrig følte jeg mig slig tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det.-- Ved mig hun frelses skal!--Men

Catilina? Med had og hævn hun vil forfølge ham. Har han af
avindsmænd ej nok tilforn? Tør endnu jeg hans fienders antal øge? Han
var imod mig som en ældre broder; mig byder taksomhed at skærme
ham.-- Men kærligheden? Ah, hvad byder den? Og skulde han, den
kække Catilina, vel skælve for en kvindes anslag? Nej;-- til
redningsværk endnu i denne stund! Vent, Furia;--jeg drager dig af
graven til livet,--gjaldt det end mit eget liv!
(han går hurtig bort.)
(En sal i Catilinas hus.)
CATILINA (kommer heftig og urolig ind). "Ah, så har Nemesis jo hørt
mit råb; selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved." Så lød det jo fra
sværmerindens læber. Forunderligt! Måske det var et vink,-- Et varsel
om, hvad tiden bringer med sig. Så har jeg da med ed mig viet ind til
blodig hævner af min egen brøde. Ah, Furia,--mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes! Hult ringer dine ord for
mine øren;-- og alle dage skal jeg eden mindes.
(Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at
bemærkes.)
CATILINA. Dog, det er tåbeligt at tænke mer på denne galskab;--andet
er det ikke. Ad bedre veje kan min grublen gå; et større formål bydes
mine kræfter. Al tidens uro maner med sit krav; mod den jeg må enhver
min tanke vende; håb, tvil mig tumler som et stormfuldt hav--
AURELIA (griber hans hånd). Tør din Aurelia