Catilina | Page 5

optog. Tilfældigvis på en af dem jeg
sænked et øjekast,--og med et flygtigt blik hun mødte mit. Det trængte
gennem sjælen. Ah, dette udtryk i det sorte øje jeg aldrig så hos nogen
kvinde før.

CURIUS. Det vil jeg tro. Men sig,--hvad fulgte siden?
CATILINA. I templet har jeg vidst at slippe ind, har flere gange set og
talt med hende. O, hvilken forskel mellem denne kvinde og min
Aurelia.
CURIUS. Du elsker begge på engang? Nej,--det kan jeg ej forstå.
CATILINA. Besynderligt. Jeg fatter det ej selv. Og dog--jeg elsker
begge, som du siger. Men hvor forskellig er ej denne elskov! Aurelia er
øm og stemmer tidt med blide ord mit sind til ro og mildhed; hos
Furia--. Gå, gå; der kommer nogen.
(de skjuler sig mellem søjlerne.)
FURIA (kommer ind fra den anden side). Forhadte haller,--vidner til
min smerte, hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt! Hvert herligt håb,
hver tanke, som jeg nærte, er slukt i dette hjerte,--gennemstrømt af
febergysen snart, og snart af gløden, mer hed og brændende end
flammen der.-- Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden, som
fængsled mig til dette tempel her,-- som røved mig enhver min
ungdomsglæde,-- i livets varme vår hver skyldfri lyst? Dog ingen tåre
skal mit øje væde; kun hævn og had beliver dette bryst.
CATILINA (træder frem). Og heller ej for mig en anden lue-- en mere
blid--du nærer, Furia?
FURIA. I guder; Du, forvovne, her igen? Du frygter ej--?
CATILINA. Jeg kender ikke frygt. Det stedse var min lyst at trodse
faren.
FURIA. O, herligt; herligt! Så er og min lyst;-- og dette tempel hader
jeg des mere, fordi jeg lever her i stadig tryghed, og ingen fare bag dets
mure bor. O, denne tomme handlingsløse færden, et liv, så mat, som
lampens sidste blus--! Hvor trang en tumleplads for al min fylde af vide
formål og af hede ønsker! At knuges sammen mellem disse vægge;--
her stivner livet; håbet slukkes ud; her sniger dagen døsig sig til ende,

og ingen tanke rettes mod en dåd.
CATILINA. Ah, Furia, hvor selsom er din tale! Den er som genlyd fra
min egen barm,-- som om med flammeskrift du vilde male enhver min
higen, svulmende og varm. Så knuger naget også dette hjerte; som
dit--af hadet, hærdes det til stål; som dig, mig røvedes hvert håb, jeg
nærte; mit levnet er--som dit--foruden mål. Og dog jeg gemmer taus
min kval, mit savn; og ingen aner, hvad der gløder i mig. De håner og
foragter mig,--de usle; de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår for ret og
frihed, og for alt, hvad ædelt bevæged sig i nogen Romers sind.
FURIA. Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden, er skabt for mig,--så
råber lydt en røst, som aldrig fejler og som ej bedrager. Så kom! O,
kom--og lad os følge røsten!
CATILINA. Hvad mener du, min skønne sværmerinde?
FURIA. Kom,--lad os flygte langt fra dette sted; et nyskabt fedreland vi
vil os finde. Her kues åndens stolthed og dens flugt; her slukker lavhed
hver en herlig funke før den til flammers leg får blusse frem. Kom, lad
os flygte;--se, for frihedssindet er hele jordens kreds et fædrehjem!
CATILINA. O, mægtig tryllende du drager mig--
FURIA. Så lad os nytte dette øjeblik! Højt over fjelde; vidt bag havets
flade,-- langt, langt fra Roma stanser først vor flugt. Dig følger sikkert
tusend venners skare; i fjerne lande fæster vi vort bo; der hersker vi; der
skal sig åbenbare, at intet hjerte slog som disse to!
CATILINA. O, skønt!--Men flygte? Hvorfor skal vi flygte? Se, her kan
også frihedsflammen næres; her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.
FURIA. Her, siger du? Her, i det usle Roma, hvori kun slavesind og
voldsmagt findes? Ah, Lucius, er også du blandt dem, som uden rødme
Romas fortid mindes? Hvo råded fordum her? Hvo råder nu? Dengang
en helteflok,--og nu en skare af trælles trælle--

CATILINA. Spot mig også du;-- men vid,--for Romas frihed at bevare,
for end engang at se dets sunkne glans, med glæde jeg, som Curtius,
mig styrted i svælget ned--
FURIA. Dig tror jeg; dig alene; dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes; på denne tid de plejer samles
her.
CATILINA. Jeg går; dog kun for atter dig at møde. En tryllekraft mig
fængsler til din side;-- så stolt en kvinde så jeg aldrig før.
FURIA (med et vildt smil). Da lov mig _et_; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?
CATILINA. Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger; byd over mig, og sig,
hvad jeg skal love.
FURIA. Så hør. Skønt her jeg som en fange lever, jeg véd, i Roma
færdes der en mand, hvem jeg har svoret