Vildanden | Page 3

I
førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent
forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den
store ruinerende ulykke med far,--skammen og skændselen, Gregers--
GREGERS (rystet). Ja vel, ja. Ja vel.
HJALMAR. Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne; der var ikke en
skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg--

GREGERS. Hm--
HJALMAR. Nå, så syntes jeg det var bedst--sådan med et ryk, ser du-- at komme ud af
alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han
tog sig så hjælpsomt af mig--
GREGERS. Gjorde far?
HJALMAR. Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at lære
fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
GREGERS. Og alt det har far kostet?
HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til
dig.
GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har aldrig vekslet
andet end forretningsbreve. Så det var altså far--!
HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men
ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller
kanske--ved du ikke det heller?
GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.) Men, kære Hjalmar,
jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog
gjort far uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er
ligesom et slags samvittighed-
HJALMAR. Samvittighed--?
GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke ord for, hvor glad jeg
er ved at høre dette om far.--Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg
nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?
HJALMAR. Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone, som nogen mand
kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.
GREGERS (lidt forundret). Nej, det er hun da vel ikke.
HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--; og så kommer
der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende
Gina igen.
GREGERS. Gina?
HJALMAR. Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?
GREGERS. Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--
HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?
GREGERS (ser på ham). Er det Gina Hansen--?
HJALMAR. Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
GREGERS. --som styred huset for os det sidste år mor lå syg?
HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til,
at jeg havde giftet mig.
GREGERS (som har rejst sig). Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(går om på
gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så
kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar--; dette her er
morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina--med din hustru?
HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var
så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom--; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa'
hun op og flytted. Det var året før din mor døde,--eller kanske det var samme år.
GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?

HJALMAR. Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og
strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud
også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.
GREGERS. Og det var du kanske så heldig at komme over?
HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der,--ser du,--der
var det egentlig jeg lærte Gina at kende.
GREGERS. Og så blev det til forlovelse?
HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden--; hm--
GREGERS (rejser sig og driver lidt om). Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at
far lod dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?
HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og
så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes
Gina også. Ja, og så var der