Ved vejen | Page 6

havde. Mest Bai's L'hombre, hvor
Fruerne fulgte med hveranden Gang.
Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke
af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende
lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer
imorgen".
Børn fik de jo ikke.
Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker
at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin.
Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens
Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Løjtnanten" lagde han kun an
uden Døre.
Et Barn havde han oppe i Byen.
-For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl ... man er jo dog
gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge....
Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen,
hvor det var i Pleje.
Saadan gik Tiden.
Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne
var jo dog det bare Digt.
I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne
Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af
Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra
Klubben og "sidste Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om
igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver
Kotillonsorden.
Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.
-Det gamle Skrab, sagde han.
-Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det.
Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den
Gang havde skrevet af.
I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes
Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.
Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen....
Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting
til, saadan som det var hendes Vane.
En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret....
Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.
Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede....
Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar....
... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk,
hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa

Stationen.
Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.
Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde
Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til
de store L'hombrer.
-Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om
Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende
Folk--som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde
dér ensomme hen....
-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.
-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
Præstens havde haft ti Børn.
De syv havde Herren gemt som Smaa.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i
Sognet.
* * * * *
Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig
skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun
kunde tænde, og blev siddende.
Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.
-Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
-Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
-Det har jeg slet ikke hørt....
Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i
Kontoret.
-Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
-Er der Depesche?
-Ja.
-Til hvem?
-Aa, op i Byen....
-Saa skal Ane jo afsted....
Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene
komme og gaa i Mørke.
Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen,
og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse,
der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for

hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og
Kupeerne....
Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom
dobbelt stille.
Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den
over Døren.
Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i
det store Mørke.
Fru Bai gik ind.
De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy