Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner | Page 9

og
Bevoksningen vil med Aarene blive tættere og tættere. Bliver
Plantningen efter nogle Aars Forløb gennemvokset af Græs og Ukrudt,
er der intet andet at gøre end at fjerne det hele, tage Planterne op, rense
dem omhyggeligt for Græs og Ukrudt, tilføre ny Jord og plante paa ny.
[Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld Plante med
store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmærket til Søbred.]

Dersom Vandhaven skal anlægges langs en Bæk, der bugter sig frem
mellem Sten og stejle Skrænter, da kan man ved Hjælp af Dæmninger
og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og Beplantningen kan
her være ganske anderledes righoldig og overdaadig end ved Søbredden.
Men dersom en saadan Bæk anlægges ved Kunst, maa man være
forsigtig og ikke gøre det alt for vidtløftigt. Disse arrangerede Vandfald
og Drypstenshuler af Cement er ikke kønne, dog kan en smuk og frodig
Bevoksning bøde paa mange Smagløsheder. Er det en lige Grøft eller
Kanal, man skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni
med sine Omgivelser, ikke være nogen Grund til at ændre dens Form,
en lige Grøft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt og
selvfølgeligt som den mest kunstfærdigt slyngede Bæk.
[Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have
med bagved liggende Stenparti.]
Er man fuldstændig frit stillet og kan anlægge sin Vandhave, hvor man
har Lyst, da vælger man en Plads med smukke, hyggelige Omgivelser,
hvor der er Sol og Læ, og her giver man saa Vandhaven den Form og
Udstrækning, som Forholdene tillader. Kan den forenes med
Stenhøjsanlæget, er det en stor Fordel, de to Ting klæder hinanden godt
og hører ganske naturligt sammen. Selve Udgravningen til Vandet
giver man en saa naturlig og fri Form som muligt, der maa gerne være
lidt Japaneseri med i Spillet. Det samme gælder ved Udformningen af
Bredderne. Ved Anlæget af disse maa man bestandig have de Planter i
Tanke, som man vil skaffe Plads til, og søge at berede disse saa
gunstige Voksevilkaar som muligt.
Der maa være ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke,
fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine, yndige
Trævlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte Kabbeleje, Caltha
palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede Varieteter af
Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee, og den nydelige,
rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst, Mimulus lutcus cupreus,
og enkelte andre.
[Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa gerne
være lidt Japaneseri med i Spillet...."]

Paa lidt højere liggende Terrain vil der være den ideelle Plads for de to
pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta. Disse to dejlige
Planter, som man kun sjældent har Glæde af paa Stauderabatter, kan
her udvikle sig til en Størrelse og Pragt, som er aldeles forbavsende.
Ogsaa flere andre Primuler som P. sikkimensis, P. frondosa, P.
denticulata og P. cashmiriana viser sig her at være i Besiddelse af en
Livskraft, som man ikke havde tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige
Primula farinosa, som ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra
Engen, kan trives. Det vil dog være heldigt, om man kan give disse
Planter noget Tørvejord, men absolut nødvendigt er det ikke. I det hele
er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til Jorden. Har de
blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de som Regel fornøjede.
[Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2 Maaneder
efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er ældre. (Fra
Kolding Planteskole).]
Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu højere liggende Terrain
skaffer man Plads til Engblommer, Spiræer, Astilber og en Mængde
andre Planter. Mange Planter vil uden at være egentlige Moseplanter
trives langt bedre paa en saadan fugtig Vokseplads end paa
Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide af Vandmangel.
Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia, Staudephlox,
Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago, Eupatorium,
Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa en saadan fugtig
Vokseplads og føjer sig smukt og naturligt ind i Ensemblet.
[Illustration: Fig. 41. Blomsterkæret i Det kgl. danske Haveselskabs
Have, set fra Stenhøjen.]
Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved søger at skabe
Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betænke,
hvorledes disse vil præsentere sig paa det Sted, man har tiltænkt dem.
Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio maa helst
kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa, fine Blomster
maa kunne ses ganske tæt ved.
Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man være helt

nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart maa de høje
frodige Planter lukke sig om en og spærre Udsigten. Alt som man
vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa Billederne skifte og
aabenbare nye Skønheder og nye Overraskelser. Hertil er det bølgede
Terrain saa vel skikket foruden det, at det tillige skaffer Plads til en
Mængde højst forskellige Planter baade Stauder