Ludvigsbakke | Page 2

Men de to Gamle derinde
sov, med dybe Aandedrag.
Og inde paa "A" var der ganske stille....
Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at
naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i
Karmen til, at hun kunde sidde.
-Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op
ligesom Hønsene.
Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud
gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt,
nu Solen gik ned.
Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden,
mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede--før hun begyndte
at læse:
Horsens, den første Oktober.
Du kære Pige.
Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har
heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede
Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du,
under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de
sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne
Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".
Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber,
og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke
længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet
op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt paa
Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler
og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom
rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa
der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.
Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved

Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil
din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive
Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din
Moder lukkede Gadedøren.
Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom
dæmpede.
Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var
ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad
Døren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.
-Olivia, Fingrene af Munden.
-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant om
Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten,
der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og
Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
-Ja, saa kan Du gaa.
Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.
-Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det
vilde komme fra Forhøjningen--: Og kun ét Haandtag i Tasken ... ja,
saa kan Du gaa....
Jeg var paa Vejen.
-Men om Karen først--kom det stadig fra Forhøjningen--vilde være saa
venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.
Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran
selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:
-Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.
Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen
børstede: Du var jo altid Dydsmønstret....
Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med
mig--de havde vist egentlig ikke omgaaedes før--og de sad i
Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret
mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed
Fingre--da jeg paa én Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede
Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.
Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men
begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige:
Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa

sagte....
Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem
for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder,
fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du
saá altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste
Lektier--:
-Ida....
-I-da, det er Olivia Franck.
Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til
mig og nikkede:
-Sæt Dig, min Pige.
Og jeg satte mig ved Døren--hos Jer satte man sig altid midt paa
Stolene--til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde
og