var en 
genklang af din sangtids tone! Så skal det være; jeg forstod det straks; 
du trængte blot til vinger og en saks! 
STYVER. En saks? 
FALK. Ja, viljesaksen, for at klippe hvert bånd itu, så bort du kunde 
slippe, og flyve ud-- 
STYVER (i vrede). Nej, nu blir du for grov! At sigte mig for brudd på 
statens lov! Jeg skulde tænke på at absentere mig? Sligt er jo attentat på 
at blamere mig,-- verbalinjurier! 
FALK. Men er du gal! Hvad er din mening da? Så tal dog--tal! 
GULDSTAD (leende til Styver). Ja, selv De kommer til at klare tanken!
hvad handles om? 
STYVER (griber sig sammen). Et lån i sparebanken. 
FALK. Et lån! 
STYVER (hurtig til Guldstad). Ja egentlig en endossent for hundred 
daler eller så omtrent. 
FRØKEN SKÆRE (der imidlertid har stået hos fru Halm, Lind og 
Anna.) Å nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt! 
GULDSTAD. Hvad er der nu! (går hen til damerne.) 
STYVER. Det var da ubelejligt. 
FALK (slår overgivent armen om hans nakke). Hurra; trompetens lyd 
forkynder sødt, at dig en broder er i Amor født! (drager ham med sig til 
de andre.) 
FRØKEN SKÆRE (overvældet til herrerne). Tænk, Lind og 
Anna,--tænk Dem, han har fåt hende! Nu er de kærester! 
FRU HALM (med rørelsens tårer, medens parret ønskes tillykke). Det 
er den ottende, som går forsørget ud fra dette hus; (rettet mod Falk.) 
syv søsterdøtre,--alle med logerende-- 
(angribes for stærkt og holder tørklædet for øjnene.) 
FRØKEN SKÆRE (til Anna). Nå, her vil komme nok af gratulerende! 
(kæler for hende og er bevæget.) 
LIND (griber Falks hænder). Min ven, jeg går som i en salig rus! 
FALK. Hys;--som forlovet mand du medlem er af salighedens 
_mådeholds_forening; lyd laugets love;--ingen orgier her! (vender sig 
til Guldstad med et anstrøg af ondskabsfuld deltagelse.) Nå, herr 
grosserer! 
GULDSTAD (fornøjet). Efter min formening spår dette lykke for dem 
begge to. 
FALK (ser studsende på ham). De bær jo sorgen med prisværdig ro. 
Det glæder mig. 
GULDSTAD. Hvad mener De, højstærede? 
FALK. Jeg mener blot, at eftersom De nærede forhåbning for Dem 
selv-- 
GULDSTAD. Så? Gjorde jeg? 
FALK. Ja, i det mindste var De nær på vej; De nævnte frøken Halm; 
her stod De jo og spurgte-- 
GULDSTAD (smilende). Ja, men er der ikke to? 
FALK. Det er--den anden, søsteren, De mener!
GULDSTAD. Ja, _søsteren_, den anden,--netop hende. Lær denne 
søster nærmere at kende, og døm så selv, om ikke hun fortjener at 
lægges mærke til en smule mer, end her i huset nu for tiden sker. 
FALK (koldt). Hun har visst alle gode egenskaber. 
GULDSTAD. Just ikke alle; selskabstonen har hun ej det rette greb på; 
der hun taber-- 
FALK. Ja det er slemt. 
GULDSTAD. Men hvis fru Halm blot tar en vinter til det, vædder jeg 
hun viger for ingen anden. 
FALK. Nej, den ting er klar. 
GULDSTAD (leende). Ja, det er mærkeligt med unge piger! 
FALK (lystig). De er som vinterrugens sæd at se; de spirer uformærkt i 
frost og sne. 
GULDSTAD. Fra jul er balsalonen deres hjem-- 
FALK. Der gødsles med skandaler og med blamer-- 
GULDSTAD. Og når så forårsvarmen bryder frem-- 
FALK. Så skyder op småbitte grønne damer! 
LIND (træder til og griber Falks hænder). Hvor klogt jeg gjorde; over 
al forstand-- jeg føler mig så lykkelig og sikker! 
GULDSTAD. Se der er kæresten; fortæl hvordan man sig som 
nyforlovet elsker skikker! 
LIND (ubehageligt berørt). Sligt drøftes nødigt med en tredjemand. 
GULDSTAD (spøgende). I slet humør! Jeg skal til Anna klage. 
(nærmer sig damerne.) 
LIND (ser efter ham). Hvor kan man sligt et menneske fordrage! 
FALK. Du tog for resten fejl af ham,-- 
LIND. Ja så? 
FALK. Det var ej Anna, som han tænkte på. 
LIND. Hvad! Var det Svanhild? 
FALK. Ja, det véd jeg ikke. (med et lunefuldt udtryk.) Tilgiv mig, 
martyr for en fremmed sag! 
LIND. Hvad mener du? 
FALK. Sig, har du læst idag avisen? 
LIND. Nej. 
FALK. Jeg skal dig bladet skikke; der står om en, som fik, på skæbnens 
bud, sin gode friske kindtand trukket ud, fordi en fætter af ham led af 
tandværk.
FRØKEN SKÆRE (ser ud til venstre). Der kommer presten! 
FRU HALM. Vil De se hvor mandstærk! 
STYVER. Fem, seks, syv, otte børn-- 
FALK. Det var ubændigt! 
FRØKEN SKÆRE. Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt! 
(Man har imidlertid hørt en vogn stanse udenfor til venstre. Presten, 
hans kone og otte småpiger, alle i rejsetøj, kommer ind én for én.) 
FRU HALM (iler de kommende imøde). Velkommen, hjerteligt 
velkommen! 
STRÅMAND. Tak! 
FRU STRÅMAND. Her er visst gæstebud-- 
FRU HALM. Å, hvilken snak! 
FRU STRÅMAND. For gør vi bryderi-- 
FRU HALM. Nej ingenlunde; De kommer så tilpas, som tænkes kunde; 
min datter Anna blev forlovet just. 
STRÅMAND (ryster Annas hånd med salvelse). Så lad mig 
vidne;--elskov,--kærligheden,-- det er en skat, som ikke møl og rust 
fortære kan,--hvis der er noget ved    
    
		
	
	
	Continue reading on your phone by scaning this QR Code
	 	
	
	
	    Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the 
Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.