Falk, er De vred? 
FALK. Nej visst; jeg går og sturer,-- se, det er alt. 
SVANHILD (med tankefuld deltagelse). De er som to naturer,-- to 
uforligte-- 
FALK. Ja, det véd jeg vel. 
SVANHILD (heftigt). Men grunden! 
FALK (med udbrud). Grunden? Jo, fordi jeg hader at gå omkring med 
frækt udringet sjæl, lig godtfolks kærlighed i alle gader,-- at gå 
omkring med blottet hjertevarme, som unge kvinder går med nøgne 
arme! De var den eneste,--De, Svanhild, De-- så tænkte jeg,--nå, den 
ting er forbi-- (vender sig efter hende, idet hun går over mod lysthuset 
og ser ud.) De lytter--? 
SVANHILD. Til en anden røst, som taler, hys! Hører De! hver kveld, 
når solen daler, da kommer flyvende en liden fugl,-- se der,--der kom 
den frem af løvets skjul-- véd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den, 
som her på jord blev nægtet sangens gave, hun fik af Gud en liden fugl 
til ven-- for én kun skabt og for den enes have. 
FALK (tager en sten op fra jorden). Da gælder det, at fugl og ejer 
mødes, skal ej dens sang i fremmed have ødes. 
SVANHILD. Ja det er sandt; men jeg har fundet min. Jeg fik ej ordets 
magt, ej sangerstemme; men kvidrer fuglen i sit grønne gemme, det er 
som digte daled i mit sind-- nu ja--de dvæler ej--de flyver bort-- (Falk 
kaster stenen med heftighed; Svanhild udstøder et skrig.) o Gud, der 
slog De den! Hvad har De gjort! (iler ud til højre og kommer snart ind 
igen.) O det var syndigt, syndigt! 
FALK (i lidenskabeligt oprør). Nej--kun øje for øje, Svanhild,--ikkun 
tand for tand! Nu får De ingen hilsen fra det høje, og ingen gave mer 
fra sangens land. Se, det er hevnen over Deres værk! 
SVANHILD. Mit værk? 
FALK. Ja Deres! Indtil denne time slog i mit bryst en sangfugl kæk og 
stærk. Se--nu kan klokken over begge kime,-- De har den dræbt! 
SVANHILD. Har jeg?
FALK. Ja, da De slog min unge, glade sejrstro til jorden-- (foragteligt.) 
da De forloved Dem! 
SVANHILD. Men sig mig dog! 
FALK. Å ja, den ting er sagtens i sin orden; han tar eksamen, får sig 
straks en stilling,-- han går jo til Amerika som prest-- 
SVANHILD (i samme tone). Og arver nok en ganske vakker skilling;-- 
ja, for det er vel Lind De mener? 
FALK. Bedst må De vel vide-- 
SVANHILD (med dæmpet smil). Ja, som brudens søster bør jeg jo-- 
FALK. Gud! Det er ej Dem--! 
SVANHILD. Som høster hin lykkens overflod? Ak nej desværre! 
FALK (med næsten barnlig glæde). Det er ej Dem! O, priset være Gud! 
O, han er god og kærlig dog, Vorherre! Jeg får ej se Dem som en 
andens brud;-- det var kun smertens lys han vilde tænde-- (vil gribe 
hendes hånd) O hør mig, Svanhild--hør mig-- 
SVANHILD (peger raskt mod baggrunden). Se derhenne! 
(hun går henimod huset. Fra baggrunden kommer i det samme fru 
Halm, Anna, frøken Skære, Guldstad, Styver og Lind. Under det 
foregående optrin er solen gået ned; landskabet ligger i tusmørke.) 
FRU HALM (til Svanhild). Nu har vi prestens lige på minuttet. Hvor 
blev du af? 
FRØKEN SKÆRE (efter et blik på Falk). Du synes så betuttet. 
SVANHILD. Lidt ondt i hodet; det går over snart. 
FRU HALM. Og endda går du her med håret bart? Hold theen færdig; 
ryd så op i stuen; Pent må her være, for jeg kender fruen. (Svanhild går 
ind i huset.) 
STYVER (til Falk). Véd du besked om prestens politik? 
FALK. Jeg tror ej han for dyrtidstillæg stemmer. 
STYVER. Men dersom nu et lidet vink han fik om versene, som jeg i 
pulten gemmer? 
FALK. Det mulig hjalp. 
STYVER. Ja gid,--for, tro du mig, det kniber for os nu, vi bo skal sætte. 
De elskovssorger, de er ikke lette. 
FALK. Tilpas; hvad vilde du på den galej! 
STYVER. Er elskov en galej? 
FALK. Nej _ægteskabet_. med lænker, trælleliv og frihedstabet. 
STYVER (da han ser, at frøken Skære nærmer sig). Du kender ej den
kapital, som bor i kvindens tanker og i kvindens ord. 
FRØKEN SKÆRE (sagte). Tror du grossereren vil endossere? 
STYVER (gnaven). Jeg véd ej visst endnu; jeg skal probere. 
(de fjerner sig i samtale.) 
LIND (dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna). Jeg kan ej dy 
mig længer; i en fart jeg forestille må-- 
FALK. Du burde tie, og ingen uvedkommende indvie i det, som eders 
er-- 
LIND. Nå, det var rart;-- for dig, min medlogerende i huset, jeg skulde 
holdt min unge lykke skjult! Nej, nu, mit hode har fåt håret gult,-- 
FALK. Nu vil du gøre dig dit hode _kruset?_ Ja, kære bedste ven, hvis 
det er meningen, så skynd dig blot og deklarer foreningen! 
LIND. Det har jeg også tænkt af flere grunde, og deriblandt er én især 
af vægt; sæt for eksempel, at her findes    
    
		
	
	
	Continue reading on your phone by scaning this QR Code
	 	
	
	
	    Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the 
Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.