Haabløse Slægter | Page 7

Hænderne.
William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden.
Saa gav han sig til at græde.
Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme
strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa
Buffet'en ...
* * * * *
Krigen kom. Der laa mange danske Tropper i Randers, men man
frygtede hver Dag at maatte gaa længer mod Nord og opgive Byen,
Fjenden var rykket frem Norden for Skanderborg--Vejen laa aaben.
Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de
Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var ude med hans kongelige
Højhed.
Det var ud paa Aftenen. En kold, gennemblødende Efteraarsregn,
pisket af en hvinende Storm.
Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg
gav kun ringe Haab.
Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket
henne i Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt

mekanisk; naar Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte.
Undertiden skræmmedes hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned over
Vuggen og lyttede til det gispende Aandedrag. Tog sig saa om Hovedet
og sukkede.
Regnen slog haardt mod Ruderne, greb i det raslende Thermometer ...
Folk talte højt nede paa Gaden.
Hun satte sig atter op. Barnet laa med store angstfulde, spørgende øjne,
der fulgte hende overalt. Hun pintes under dette hjælpeløst bedende
Blik. Hun saá til Siden, vilde knibe ud fra Blikket, men følte det
hjælpeløst imod sig, kunde ikke slippe fra det. Øjnene var store,
glasagtige.
"Vug Aage, Nina," sagde hun.
Nina havde siddet og strikket ved Lampen. "Hvor er William?" spurgte
Moderen.
Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, gemt bag Gardinet.
Billedbogen var falden ned paa hans Knæ.
Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med
Øjnene, mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i
William.
"Nu skal Ane bringe Dig i Seng," sagde hun.
Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud.
Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i
Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen. Stormen
havde revet Barbérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa
Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk
i Regnen ...
Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saá paa hende og smilede ganske
svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de smaa Hænder pillede

krampagtigt ved Vuggekanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet.
William gik hen til Vuggen og saá nysgerrigt paa Broderen.
"Lille Bro'r er syg," sagde han og stod og pillede ved det grønne
Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet,
standsede i Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev
heftigere og heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. Høg
maatte jo dog ogsaa snart komme ... Hun skræmmedes af et enkelt
Hornsignal nederst i Gaden.
"Naar kommer Fa'r?" spurgte Nina.
Stella saá ud. Der løb mange Mennesker paa Stenbroen frem og tilbage,
hun hørte dem skrige højt omme paa Torvet, høje Raab, ligesom
Kommandoraab. Hun saá et Par Officerer tale meget ivrigt nede under
Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkapper paa.
Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog
stærkere fat, det piskede ned ... der lød mange Trin paa Gaden, stadig
flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte.
"Hvor de løber," sagde Nina. Hun var krøben op paa en Stol ved
Vinduet.
William stod og trak hende i Kjolen.
Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler ... Stella fo'r
op fra Vuggen ...
"Mo'r dog," raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb
bort fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde.
Hornene lød nu fra alle Kanter--ilsomme Hovslag. Løb ... de raabte højt
paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen. Stormen slog det bragende ind
mod Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhaar
op.
Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i

sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende paa den
oversvømmede Stenbro ... Hun hørte et Par Koner græde nede i
Gadedøren.
"Kommer de?" raabte hun til dem. Og endnu en Gang højere: "Kommer
de?"
Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, hun holdt paa det
klaprende Vindu--Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte
Nødraab, ilsomt fra alle Sider.
"Kommer de?" raabte hun igen og stærkere, bøjet langt ud af Vinduet.
Ingen svarede. En Adjutant red forbi i Galop--hun raabte igen, han
svarede og virrede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord.
Nina sad ved Vuggen.
"Mo'r, Aage bli'r sort i Ansigtet." sagde hun.
Moderen løb tilbage. Barnet laa rallende med stive Øjne. Hun rev Nina
væk og kastede