Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 2

i stort og i småt, den polemiske taktik, de gjorde brug af. Ja,
lige til sindsstemningen, så var den lånt. Lånt, lånt var det alt sammen.
Det eneste originale ved dem var, at de evig og altid benyttede
lånegodset forkert og i utide.
At dette kollegium, hvis medlemmer kritisk livnærede sig ved lån,
troede at måtte i digterisk henseende forudsætte noget lignende hos mig,
kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe, og muligens flere,
fandt da også ganske rigtig ud, at jeg havde lånt dette eller hint fra
Henrik Hertz's skuespil "Svend Dyrings hus".
Denne kritiske påstand er grundløs og uefterrettelig. Det er åbenbart

benyttelsen af kæmpevisernes versemål i begge stykkerne, som har
foranlediget den. Men hos mig er sprogtonen en ganske anden end hos
Hertz; diktionen i mit stykke har et ganske andet klangpræg end i hans;
over det rytmiske i mit stykke vifter en let sommerluft; over det
rytmiske hos Hertz ruger der høstvejr.
Heller ikke, hvad karakterer, handling, eller overhovedet hvad det
faktiske indhold angår, findes der mellem begge stykker nogen anden
eller større lighed end den, der er en nødvendig følge af, at stoffet til
dem begge er hentet ud fra kæmpevisernes trange forestillingskreds.
Med fuldt så stor eller vel endnu større føje kunde man påstå, at Hertz i
sit "Svend Dyrings hus" havde lånt et og andet, og det ikke så lidt
endda, fra Heinrich v. Kleist's "Käthchen von Heilbronn", der er
skrevet i begyndelsen af dette århundrede. Käthchens forhold til grev
Wetter-Strahl er i alt væsentligt det samme, som Ragnhilds til ridder
Stig Hvide. Ligesom Ragnhild drives også Käthchen af en gådefuld,
uforklarlig magt til at følge den mand, hun elsker, på alle hans veje, til
lønligt at liste sig efter ham, til viljeløst at lægge sig ned og sove i hans
nærhed, til naturnødvendigt at vende tilbage til ham, så ofte hun end
jages bort. Hertil kommer det overnaturliges indgriben på flere andre
måder både hos Kleist og hos Hertz.
Men er der nogen, som tviler på, at man i den endnu ældre dramatiske
literatur, med en smule god eller ond vilje, måtte kunne opdrive et
skuespil, om hvilket det kunde påståes, at Kleist derfra havde lånt et
eller andet til sit "Käthchen von Heilbronn"? Jeg tviler i al fald ikke
derpå. Men deslige påvisninger vilde være ørkesløse. Det, der gør et
kunstværk til sin ophavsmands åndelige ejendom, det er, at han har
påtrykt værket sin egen personligheds stempel. Jeg mener derfor, at til
trods for de antydede lighedspunkter er "Svend Dyrings hus" lige så
ubestridelig og udelukkende et originalværk af Henrik Hertz, som
"Käthchen von Heilbronn" er et originalværk af Heinrich v. Kleist.
Den samme ret gjør jeg for mit eget vedkommende gældende med
hensyn til "Gildet på Solhaug". Jeg håber også, at man for fremtiden vil
lade enhver af de tre navnefættere få beholde ubeskåret, hvad der med
rette tilhører ham.
Georg Brandes har ved given anledning betegnet "Gildet på Solhaug" i
dets forhold til "Svend Dyrings hus", ikke som bygget på noget lån,
men som tilblevet under en påvirkning, en indflydelse, udøvet af en

ældre digter på den yngre. Hans udtalelser om mit arbejde er for resten
så velvillige, at jeg herfor, som for så meget andet, har al grund til at
være ham takskyldig.
Men ikke desto mindre må jeg fastholde, at sagen i virkeligheden heller
ikke forholder sig således, som Brandes har opfattet den. Henrik Hertz
har aldrig i nogen særlig grad tiltalt mig som dramatisk digter. Jeg kan
derfor ikke få i mit hoved, at han nogensinde skulde, mig uafvidende,
have kunnet øvet nogen indflydelse på min egen dramatiske
produktion.
På dette punkt og i denne forbindelse kunde jeg indskrænke mig til at
henvise til dr. Valfrid Vasenius, docent i æstetik ved universitetet i
Helsingfors. I sin afhandling for den filosofiske doktorgrad: "Henrik
Ibsens dramatiska diktning i dess första skede" (1879) så vel som i sit
værk "Henrik Ibsen, ett skaldeporträtt" (343 sider. Jos. Seligmann &
comp. Stockholm. 1882.) har han gjort rede for sit grundsyn på mit her
omhandlede skuespil,--i sidstnævnte skrift suppleret med, hvad jeg
under et samvær i München for tre år siden i al korthed meddelte ham.
Hertil kunde jeg, som sagt, henvise.
Men for god ordens skyld vil jeg dog selv på de følgende blade i
omrids fortælle "Gildet på Solhaug"s tilblivelseshistorie.
Her er den:
Jeg indledede denne fortale med en oplysning om, at stykket er skrevet
i sommeren 1855.
Året i forvejen havde jeg skrevet "Fru Inger til Østråt". Beskæftigelsen
med dette drama havde nødsaget mig til literært og historisk at fordybe
mig i Norges middelalder, navnlig da i den senere del af samme. Jeg
forsøgte, så godt det lod sig gøre, at leve mig ind i hine tiders sæder og
skikke, i menneskernes følelsesliv, i deres tænkesæt og udtryksmåde.
Denne