Fru Inger til Østråt | Page 9

fredløs mand er utryg, hvor
han end vanker.
FRU INGER. Så tal; jeg skal ikke formene jer det.
OLAF SKAKTAVL. Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første
gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var
I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos
stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også
mig var I kær,--kær, som ingen kvinde har været det før eller siden.
Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets
ulykke og store nød.
FRU INGER. Jeg var femten sommere gammel,--husk det! Og var det
ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?
OLAF SKAKTAVL. Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd jeg: de
gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos

Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle
vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det
samme.
FRU INGER. Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod
og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.
OLAF SKAKTAVL. I kunde blevet den udkårne, ifald I havde villet. I
stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom i vente; og
I havde øre for klageskrigene--dengang.--
Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske
flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved
lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham
ind gennem slotsporten--
FRU INGER. Som lig; som lig!
OLAF SKAKTAVL. Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes
lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog,
som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på
båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel
sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod
ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og
liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. --Inger
Gyldenløve,--hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes
kreds? En ungmø,--fast endnu et barn,--med ild i øjet og med grådfyldt
mæle. --Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord?
FRU INGER. Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.
OLAF SKAKTAVL. I husker eders ed--og har dog glemt den.
FRU INGER. Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg
taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel.
Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være
mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.

OLAF SKAKTAVL. Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har
underkastet sig, i stedet for at byde voldsmændene trods til det sidste?
Vel sandt; der er usel malm i vore slægter nutildags; men havde der
været samhold imellem dem,--hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I
kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.
FRU INGER. Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit
svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at
ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt.
Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre
ting behov, så sig det; I skal finde mig rede--
OLAF SKAKTAVL. I tyve år har jeg været hjemløs. På
Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og
bjørn. --I ser, fru Inger,--jeg trænger eder ikke; men både adel og almue
har eder behov.
FRU INGER. Det gamle omkvæd.
OLAF SKAKTAVL. Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok;
men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der
er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.
FRU INGER. Jeg véd det.
OLAF SKAKTAVL. Peder Kanzler er med,--men hemmeligt, forstår I.
FRU INGER (studsende) Ja så?
OLAF SKAKTAVL. Det er ham, som har skikket mig til Østråt.
FRU INGER (rejser sig) Peder Kanzler, siger I?
OLAF SKAKTAVL. Han selv;--eller, kan hænde, I kender ham ikke
længer?
FRU INGER (halvt hen for sig) Kun altfor vel!--
Men sig mig, jeg beder jer,--hvad budskab bringer I?

OLAF SKAKTAVL. Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene,
hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde
nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte
ham op og bød ham min bistand;--han har kendt mig i tidligere dage,
som I véd. Han vidste, jeg var at lide på;