Fru Inger til Østråt | Page 3

det turde hænde sig, at jeg blev let
tilsinds igen, som før.
BJØRN. I er jo ikke længer noget barn.
ELINE. Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. --Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten af ildstedet.)
BJØRN. Der var engang en højbaaren riddersmand--
ELINE, (der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og
udbryder heftigt men hviskende): Hys! Skrig da ikke så;--jeg er jo ikke
tunghørt!
BJØRN (sagtere) Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem
der gik det selsomme ord--
ELINE (rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).
BJØRN. Jomfru Eline,--hvad fattes jer?
ELINE (sætter sig atter) Mig? Ingenting. Fortæl du kun.
BJØRN. Nå, som sagt,--når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte
hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og
sygnede hen af sorg.
ELINE. Det har jeg hørt. --Det er for resten ikke noget eventyr, det, du
der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke,
der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd--
BJØRN. Kan vel hænde.

ELINE. Nu ja, lige godt;--bliv kun ved!
BJØRN. Og så begav det sig engang--
ELINE (rejser sig pludselig) Hys; vær stille!
BJØRN. Hvad nu? Hvad går der af jer?
ELINE (lyttende) Hører du?
BJØRN. Hvilket?
ELINE. Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!
BJØRN (rejser sig) Hvad er der? Hvor?
ELINE. Hun selv,--i riddersalen--(hun iler op mod baggrunden.)
BJØRN (følger efter) Hvor kan I tro--? Jomfru Eline,--gå til jert
kammer!
ELINE. Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent;--der
kommer månen frem--. Kan du skimte den sorte skikkelse--?
BJØRN. Ved alle hellige--!
ELINE. Ser du,--der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod
væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!
BJØRN. Jomfru Eline, hør mig!
ELINE (idet hun går nedover mod ildstedet) Nu véd jeg, hvad jeg véd!
BJØRN (hen for sig) Så er det dog sandt!
ELINE. Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?
BJØRN. Det så I ligeså grant som jeg.

ELINE. Nu vel? Hvem så jeg?
BJØRN. I så eders moder.
ELINE (halvt for sig selv) Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt
derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og
visen siger jo--; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at--
BJØRN. Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtig ud fra salen uden at lægge
mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker forhænget fra og
stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen på landeveien;
derpå vender hun sig og går langsomt ind i salen igen.)
ELINE (sagte, følger hende med øjnene) Så drivende hvid, som en
dødning--!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)
BJØRN. Hvad er der nu?
ELINE. Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bønder kommer
tilsyne i forstuen.)
EJNAR HUK (i døren) Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!
BJØRN. Hvad søger I?
EJNAR HUK. Fru Inger selv.
BJØRN. Fru Inger? Så sent på kvelden?
EJNAR HUK. Sent, men tidsnok, tænker jeg.
BØNDERNE. Ja, ja,--nu må hun høre os!

(Hele mængden trænger ind i stuen. I det samme viser fru Inger
Gyldenløve sig i døren til riddersalen. Alle tier pludselig.)
FRU INGER. Hvad vil I mig?
EJNAR HUK. Vi søgte eder, højbårne frue, for at--
FRU INGER. Nu vel,--sig frem!
EJNAR HUK. Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt,--vi kommer for
at bede eder om orlov og våben--
FRU INGER. Orlov og våben? Hvortil?
EJNAR HUK. Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har
rejst sig i Dalarne og stævner imod kong Gustav--
FRU INGER. Har almuen i Dalarne?
EJNAR HUK. Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.
FRU INGER. Nu,--om så var,--hvad har da I med Dalkarlenes rejsning
at gøre?
BØNDERNE. Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!
FRU INGER (sagte) Ah, skulde tiden være kommen!
EJNAR HUK. Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover
til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i
fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen
på sine rustne værger.
FRU INGER (efter et ophold) Hør,--sig mig, har I tilfulde betænkt jer?
Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd
skulde sejre?
BJØRN (sagte og bønligt til fru Inger) Regn efter, hvad det vil koste
Dansken, hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.

FRU INGER (afvisende) Det regnestykke er ikke min sag. (hun vender
sig til mængden.) I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra
Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han