Fra det moderne Frankrig | Page 7

Feber omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det
uhyre Hjertekammer, hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber
sammen.
[Illustration: Paa Boulevarden.]

PARISERINDEN.
Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde
skynde sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i
Forkjøbet. Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et,
der ligger lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante
Silkefolder draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af
hvilke den ene istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende
Strudsfjer, den anden en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller
Sligt,--det vilde ikke være fri for at være karakteristisk. En lille Smule
ondskabsfuldt maaske, men sanddru paa sin Maneer. Man vilde
virkelig føre i Skjoldet, hvad man hyldede i Livet.
Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der
er de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering,
som i Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken
i Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Sæde.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt,
er den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er
Kvinden. Den Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end
den, der er tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er
med i Alt, hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det
Hele. Og det ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske
Skjalde og vore moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden
skal kunne gjøre det hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje,
der vækker og flammer op til Handling. Franskmændene er et mindre
poetisk, mere logisk Folkefærd, der ikke forstaar sig synderligt paa en
saadan Metafysik. Den skjønne Halvpart af Menneskeslægten er hos
dem ingenlunde luftige, ætheriske Væsener med væsentlig passive,
inciterende Egenskaber, det er aktivt handlende, stundom adskilligt
mere energisk handlende Medskabninger end det Kjøn, som har faaet
Ord for at være det stærke.
Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde
søge rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der
vanskeligt lader sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun
søger at fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en
Umulighed, lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen:
_"Je le veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun
ønsker. Naar denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det
Uendelige, er det, fordi den afspejler et Virkelighedsbillede, den
dramatiske Forfatter daglig har for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog-
og Omveje, før hun kommer frem med sit kategoriske Imperativ. Men
det indfinder sig til Slutning, og er det engang sagt, saa maa Alting bøje
sig for det. Hun er i alle Forhold den absolut dominerende. Hun er det
ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa, men hun er det mest i Paris.
Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin af Samfundsstigen;
Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige Omgivelser, bestandig
det samme.
Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun

forstærker den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun
hverver Stemmer for det og det Lovforslag, hun bringer den og den
Interpellation til at gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens
Embeder. Hun farter fra Ministre til Departementsdirektører og fra
Departementsdirektører til Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig
uimodstaaelig, hun sætter Verden paa den anden Ende for at sætte sin
Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den Triumf, at det bestandig gaar
efter hendes Hoved. Den, hun vil have til Præfekt, bliver Præfekt, den
Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade for hendes Øjne, bliver
valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som staar under hendes
mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og avancerer. Det
er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler Ordensbaand
og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren faaer
Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandørerne deres Søgning. "Où est la femme," spørger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det
er ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der
hænder i dette Land, at man kan gjøre det