Det hvide hus | Page 4

Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve.
Saa troede Børnene, at det var en Vagabond.

Men bagefter bød Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte
hun stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.
* * * * *
Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine
Minder--kommer og samles om En.
Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt--et
Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med
bedrøvede Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse
Hænder, som kun vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som
mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned.
Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg.
Hun døde som en fager Blomst, der knækkes.
Ingen Rose, ingen Lilje heller.
En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en
taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som
mod Aftenstid lukker sig sky....
En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben....
En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gjæst.
Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus--saadan var hun, som var din
Sjæl.
* * * * *
Men Efteraaret gik og det led mod Jul.
Moderen og Skolelærerens Tine sad længe oppe, og Børnene fik
Svedsker for at gaa tidlig i Seng.
Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Døren, og hele Gangen
var fuld af Fodposer. Der skulde være saa mange Fodposer, naar
Moderen skulde køre. Og Sønderborg var ikke som Augustenborg,
noget, man kom til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse.
Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun,
mens Børnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting
se. De hørte bare Kusken, der gik ud og ind og slæbte paa Kasser. Det
var det fra København. Saa var "det" kommet.
Det var det store Spørgsmaal, om "det" kom--alle Presenterne fra
Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et
Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til
Sønderborg, og Moderen kørte selv, og Moder lod Faderen
telegrafere--det var de første Aar, man havde Telegrafen--men

Kasserne, de kom ikke.
Moderen græd og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin
gamle Portemonnæ. Der var Hul i, saa Pengene løb ud i hendes Lomme.
Men tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa saá det ud,
som der var en Masse.
Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Børnene
høre, hvordan Tine masede for at faa dem op.
Moderen selv havde ingen Ro:
-Tine, Tine, se der...!
Tine saá.
-Tine, saa, nu gaar Fjælen.
Børnene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Nøglehullet.
Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet--det fortalte Pigerne--ned
foran Kasserne. Hele Gulvtæppet flød med Pakker og med Halm og
med Sager.
Og Moderen raabte:
-Nej, nej, det er til Nina....
-Se dog, se dog, her er til William... .
Og videre søgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor
det ikke flød.
-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang ta'er
fat, sagde Pigerne.
De gik ogsaa omkring, spændte og nysgerrige. Færdige blev de først ud
paa Natten. For ferske Pølser skulde der stoppes og Dejg skulde der
lægges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.
Moderen sad midt i Pølsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole
og sang for til Viserne.
Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun
Melodierne:
-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.
De alsiske Pølseviser var de værste Landsknægtviser i Landet.
Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamæn ikke, Maren selv véd,
hvad hun kvæder.
Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den
første slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende....
De var saa sørgelige, at hun græd ved det.
De sidste Dage blev der bagt.

Hele Huset var fuldt af Æbleduft og Kageduft, og Døren stod ikke stille
til det blaa Gæstekammer. For dér gemtes Æblerne og Krydderierne og
Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang op ad Trapperne,
saa hendes Skørter fløj ved det:
-Halløj, Børnlille, nu brases der, raabte hun.
Børnene lavede Mænd og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske
skiden.
Moderen var i hvidt Forklæde og Faderen gik omkring og var angst for,
at hun skulde skade sine Hænder.
Moderen skulde altid gøre det sidste, hun smurte Æggehviden paa
Kagerne og hun satte Øjnene i de brune Mænd.
-Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun.
Og hendes hvide Forklæde fløj om hende i Travlheden, mens alle
Børnene løb i hendes Hæle.
Sikken Damp der var; og