Det graa hus

Det graa hus, by Herman Bang

The Project Gutenberg EBook of Det graa hus, by Herman Bang This
eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no
restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it
under the terms of the Project Gutenberg License included with this
eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Det graa hus
Author: Herman Bang
Release Date: July 22, 2004 [EBook #12987]
Language: Danish
Character set encoding: ISO-8859-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET GRAA
HUS ***

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders

HERMAN BANG
DET GRAA HUS

TIL EN VEN
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.
"Jorden bliver kold en Gang--ligesom Mennesket".

I
Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa
stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit
Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.
Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.
Han klædte sig paa og han gik ind.
Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer,
Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i
Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene,
mellem Spøgelser.
Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt
derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede
Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med
Durchlauchter, der var døde.
Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om
Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter
Hendes Naades Tale, naar hun sov.
Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik
han frem mod Hendes Naades Seng.
Hendes Naade blev ved at tale--og højere, mens Hans Excellence
lyttede:
-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.
-Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.
Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.
Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den
tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han
tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at
skrive.
Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som
vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret,
blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør,
med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad,
og slyngede dem væk og fra sig.
Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.
I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig
halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres
gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene
Stuen rundt,--afdøde og stille.
Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:
-Aa, ja, aa, ja.
-Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen.
Og han skrev igen.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den
sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem
over hans Bord.
Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik
han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige
Paryk--den havde saadan underlig opstaaende Kanter--og Ansigtet,

hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet
Kniv.
Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed
Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.
-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede
The--Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det
ældgamle Legeme.
Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun
med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der
lignede røde Knokler.
-Skriver han? spurgte hun.
Tjeneren nikkede.
-Ja saa.
Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det
var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op
af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik.
De andre var gaaet i Staa.
Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak
Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter.
Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:
-Sker der noget? sagde han.
-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:
-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.
-Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes
Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelæse af sin
Selskabsdame.
Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i
Huset; det var Sønnesønnen:
-Excellencen er hjemme? sagde