Catilina | Page 8

har levet mange muntre sommerdage? Hvor var vel græsset mere
grønt end der? Hvor større kølighed i skovens skygge? Den hvide villa
mellem mørke trær fremtitter, vinkende til rolig hygge. Did flygter vi
og vier ind vort liv til landlig syssel og til fredsom glæde;-- der skal
opmuntre dig en kærlig viv; med kys hun skal enhver din kummer
sprede. (smilende.) Og når, med markens blomster i din favn, du træder
ind til mig--din herskerinde,-- da råber jeg min blomsterfyrstes navn og
binder laurbærkransen om hans tinde!-- Men hvorfor blegner du? Du
knuger vildt min hånd,--og selsomt flammer dine blikke--
CATILINA. Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt;-- didhen at føre dig
formår jeg ikke. Det kan jeg aldrig mer!
AURELIA. Du skrækker mig! Dog, ikke sandt,--du spøger, Catilina?
CATILINA. Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg! Men hvert dit ord,
lig hævnens hvasse pile, igennemborer dette pinte bryst, som skæbnen
aldrig vil forunde hvile.
AURELIA. I guder; tal! Hvad mener du?
CATILINA. Se her! Her er dit landsted,--her din fremtids glæde!
(han trækker en pung med guldpenge frem og kaster den på bordet.)
AURELIA. O, du har solgt--?
CATILINA. Alt solgte jeg idag;-- og i hvad hensigt? Ah, for at
bestikke--
AURELIA. Tal ikke mere! Lad os ikke tænke på denne sag; det volder
jo kun sorg.
CATILINA. Mig knuser tifold mer dit stille tålmod, end selv et
smertesskrig ifra din læbe!
(En gammel soldat kommer ind og nærmer sig Catilina.)
SOLDATEN. Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind så sent på dagen,

umeldt, i din bolig. Vær ikke vred--
CATILINA. Hvad er dit ærend her?
SOLDATEN. Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert vil høre den. Jeg
er en fattig mand, som ofret har min kraft for Romas hæder. Nu er jeg
svækket, kan ej tjene længer, og mine våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min søn. Han har med sine hænders arbejd mig
ernæret. Ak,--for en gæld han sidder fængslet nu. Og ingen redning--.
Hjælp mig; hjælp mig, herre! (knælende.) En liden skærv! Jeg vandret
har fra hus til hus; men hver en dør forlængst var lukket. Jeg véd ej
udvej mer--
CATILINA. Det ligner dem! Se her et billed på de manges nød. Så
lønner man den tapre gamle skare. Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm gad straffe dem med sværd og røde
flammer; men bløde ord har lydt til mig for nylig; mit sind er
barnemildt; jeg vil ej straffe;-- at lindre sorgen er jo og en gerning.--
Der, gamle kriger;--klar med det din gæld.
(han rækker ham pungen med guldpengene.)
SOLDATEN (rejser sig). O, gode herre,--tør jeg tro dit ord?
CATILINA. Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb.
(Soldaten går hurtig bort.)
CATILINA. En bedre brug,--ej sandt, Aurelia?-- end til bestikkelser og
stemmekøb. Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt; men stille
trøst har også sin belønning.
AURELIA (kaster sig i hans arme). O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!
(Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret åbning højt oppe
på bagvæggen. En lampe brænder mat.)
(Furia, iført lange sorte klæder, står i en lyttende stilling nede i

gravkamret.)
FURIA. Det drøner hult. Det tordner visst deroppe. Det lyder til mig
helt herned i graven. Men graven selv, den er så stille--stille! Er jeg til
døsig ro da evig dømt? Skal end ej her ad sammenslyngte veje jeg
vandre frem, som stedse var min lyst? (efter et ophold.) Det var et
selsomt liv;--en selsom skæbne. Lig stjerneskuddet alting kom--og
svandt. Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt, en indre samklang
drog os mod hinanden. Jeg var hans hævngudinde,--han mit offer;--
men straffen fulgte hævnerinden brat. (atter ophold.) Nu er det lyst
deroppe.--Fjernes jeg nedad--umærkeligt--fra lysets bolig? Ah, vel mig,
hvis så er,--hvis denne dvælen i gravens skød i grunden er en flugt på
lynets vinger ned mod mørkets lande,-- hvis alt jeg nærmer mig den
brede Styks! Der vælter bølgen blytungt imod bredden; der sysler
Charon lydløs i sin båd. Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte ved
færgestedet,--spørge hver en ånd, hver flygtig skygge, som fra livets
rige let-skridende sig nærmer dødens flod,-- vil spørge ham, hvorledes
Catilina vel færdes blandt de levende deroppe,-- vil spørge, hvordan
han har holdt sin ed. Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel hver dødning
ind i øjets brustne dyb,-- se efter, om det ej er Catilina. Og når han
kommer, vil jeg følge ham;-- da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal. Jeg og som skygge følge skal hans
skygge,-- hvor Catilina er, må Furia være! (efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm,-- og åndedrættet stedse mere
tungt.-- Så nærmer jeg mig da de sorte