An Essay Toward a History of Shakespeare in Norway | Page 2

rejoicing to
regret at a great man's untimely death and so as to justify himself and
win the hearts of the populace. And in what a masterly way Antonius
won them! We shall render, along with the oration, the interjected
remarks of the crowd, inasmuch as they too are evidences of
Shakespeare's understanding of the human soul and his realization of
the manner in which the oration gradually brought about the purpose
toward which he aimed:"
[1. It has been thought best to give such citations for the most part in
translation.]
Antonius: Venner, Medborgere, giver mig Gehør, jeg kommer for at
jorde Cæsars Legeme, ikke for at rose ham. Det Onde man gjør lever
endnu efter os; det Gode begraves ofte tilligemed vore Been. Saa Være
det ogsaa med Cæsar. Den ædle Brutus har sagt Eder, Cæsar var
herskesyg. Var han det saa var det en svær Forseelse: og Cæsar har
ogsaa dyrt maattet bøde derfor. Efter Brutus og de Øvriges
Tilladelse--og Brutus er en hederlig Mand, og det er de alle, lutter
hederlige Mænd, kommer jeg hid for at holde Cæsars Ligtale. Han var
min Ven, trofast og oprigtig mod mig! dog, Brutus siger, han var
herskesyg, og Brutus er en hederlig Mand. Han har bragt mange Fanger

med til Rom, hvis Løsepenge formerede de offentlige Skatter; synes
Eder det herskesygt af Cæsar--naar de Arme skreeg, saa græd
Cæsar--Herskesyge maate dog vel væves af stærkere Stof.--Dog Brutus
siger han var herskesyg; og Brutus er en hederlig Mand. I have alle seet
at jeg paa Pans Fest tre Gange tilbød ham en kongelig Krone, og at han
tre Gange afslog den. Var det herskesygt?--Dog Brutus siger han var
herskesyg, og i Sandhed, han er en hederlig Mand. Jeg taler ikke for at
gjendrive det, som Brutus har sagt; men jeg staar her, for at sige hvad
jeg veed. I alle elskede ham engang, uden Aarsag; hvad for en Aarsag
afholder Eder fra at sørge over ham? O! Fornuft! Du er flyed hen til de
umælende Bæster, og Menneskene have tabt deres Forstand. Haver
Taalmodighed med mig; mit Hjerte er hist i Kisten hos Cæsar, og jeg
maa holde inde til det kommer tilbage til mig.
Den Første af Folket: Mig synes der er megen Fornuft i hans Tale.
Den Anden af Folket: Naar du ret overveier Sagen, saa er Cæsar skeet
stor Uret.
Den Tredje: Mener I det, godt Folk? Jeg frygter der vil komme
slemmere i hans Sted.
Den Fjerde: Har I lagt Mærke til hvad han sagde? Han vilde ikke
modtage Kronen, det er altsaa vist at han ikke var herskesyg.
Den Første: Hvis saa er, vil det komme visse Folk dyrt at staae.
Den Anden: Den fromme Mand! Hans Øien er blodrøde af Graad.
Den Tredje: Der er ingen fortræffeligere Mand i Rom end Antonius.
Den Fjerde: Giver Agt, han begynder igjen at tale.
Antonius: Endnu i Gaar havde et Ord af Cæsar gjældt imod hele
Verden, nu ligger han der, endog den Usleste nægter ham Agtelse. O, I
Folk! var jeg sindet, at ophidse Eders Gemytter til Raserie og Oprør,
saa skulde jeg skade Brutus og Kassius, hvilke, som I alle veed, ere
hederlige Mænd. Men jeg vil intet Ondt gjøre dem: hellere vil jeg gjøre

den Døde, mig selv, og Eder Uret, end at jeg skulde volde slige
hederlige Mænd Fortræd. Men her er et Pergament med Cæsars Segl:
jeg fandt det i hans Kammer; det er hans sidste Villie. Lad Folket blot
høre hans Testament, som jeg, tilgiv mig det, ikke tænker at oplæse, da
skulde de alle gaa hen og kysse den døde Cæsars Saar; og dyppe deres
Klæder i hans hellige Blod; skulde bede om et Haar af ham til
Erindring, og paa deres Dødsdag i deres sidste Villie tænke paa dette
Haar, og testamentere deres Efterkommere det som en rig Arvedel.
Den Fjerde: Vi ville høre Testamentet! Læs det, Marcus Antonius.
Antonius: Haver Taalmodighed, mine Venner: jeg tør ikke forelæse det;
deter ikke raadeligt, at I erfare hvor kjær Cæsar havde Eder. I ere ikke
Træe, I ere ikke Stene, I ere Mennesker; og da I ere Mennesker saa
skulde Testamentet, om I hørte det, sætte Eder i Flamme, det skulde
gjøre Eder rasende. Det er godt at I ikke vide, at I ere hans Arvinger; thi
vidste I det, O, hvad vilde der da blive af?
Den fjerde: Læs Testamentet; vi ville høre det, Antonius! Du maae læse
Testamentet for os, Cæsars Testament!
Antonius: Ville i være rolige? Ville I bie lidt? Jeg er gaaen for vidt at
jeg har sagt Eder noget derom--jeg frygter jeg fornærmer de hederlige
Mænd, som have myrdet Cæsar--jeg befrygter det.
Den Fjerde: De vare Forrædere!--ha, hederlige Mænd!
The translation continues to the point where the plebeians, roused to
fury by the cunning appeal of Antony,