Ambrosius

Ambrosius

The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Ambrosius
Author: Chris K.F. Molbech
Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599]
Language: Danish
Character set encoding: ISO-8859-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK
AMBROSIUS ***

Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed
Proofreading Team.

AMBROSIUS.
SKUESPIL I FIRE AKTER
AF
CHR. K. F. MOLBECH.

NIENDE OPLAG.
KJØBENHAVN.
1893

#PERSONERNE.#
#Baronen.#
#Abigael#, hans Datter.
#Bodil#, hendes Kammerpige.
#Geheimeraadinden#.
#Junker Claus#, hendes Søn.
#Ambrosius Stub#, Student.
#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien.
#Jørgen#, Kammertjener.
#Magister Søren#, Sognepræst.
#Peder Rasmussen#, Degn.
#Niels Bruus#, Ridefoged.
#v. Reinsberg#, Captain.
#Gjæster#.
Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#.

FØRSTE AKT.

* * * * *
#Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden
et gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde,
over hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de
Fjerne. Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op
til Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.#
* * * * *

FØRSTE SCENE.
#Abigael og Bodil (komme ind fra Høire).#
_Abigael._ Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan
vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om.
Solen brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer
ventelig Regn inden Aften.
_Bodil._ Troer Frøkenen det?
_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg
veed ikke hvad.

_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand
hid i Formiddag.
_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr.
Kammerjunkeren kommer eller gaaer.
_Bodil._ Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke
med Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar
Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?
_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
er saa længe siden.
Bodil. Saa længe siden?
Abigael. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa
min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første
Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en
Slump Aar siden.
Bodil. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
Vuggen, men siden har I jo....
Abigael. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.
Bodil. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da bestilt
al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?
Abigael. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa
ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig;
men han rider godt og danser udmærket.
Bodil. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?
Abigael. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en
Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar

du og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller
Degnekald, hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp,
for at bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har
Midler nok, saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa,
see nu ikke saa ulykkelig ud--det bliver nok et Præstekald.
Bodil. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand
Hans Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under
os det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa
ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi
det veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde
erstatte mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.
Abigael. Du er en