Tine

Tine

The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang This eBook is
for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no
restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it
under the terms of the Project Gutenberg License included with this
eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Tine
Author: Herman Bang
Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686]
Language: Danish
Character set encoding: ISO Latin-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE ***

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders

TINE
AF
HERMAN BANG
1889

Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret
bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med
sort tryk._
I Tine. II blank. III Tine. Af Herman Bang. Forlagsmaerke.
Kjobenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Graebes
Bogtrykkeri. 1889. IV blank. V Til Erindring om min Moder.
VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]
"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes indsat
foran dedikationen].
Omslagets indersider har reklamer for boger af forskellige forfattere,
bagsiden for boger af Bang.
Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har
forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden
ramme og forlagsmaerke i guldtryk. Hojde 180 mm._

Til Erindring om min Moder.
Denne Bog tilhorer dig.
Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi,
mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en
"Onskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt,
hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var
vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du
laeste alle Bindenes Titler og sagde: Naar du nu en Gang skriver en
Bog, skal du saette mit Navn paa dens Blad.
Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens tyndede
Alle"--du traengte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min Haand,
og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af
Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en

Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke--helt glemmer
mig?
Og du graed. Moder, fordi du skulde do.
Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt.
Nu saetter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, den er ikke din
Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens
Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du
fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem.
Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var
blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne til
vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.
Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.
Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem.
Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgaengelige
Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre Billeder og min Moder
var Midtpunktet i dem alle.
Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved
det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de
hvide Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore
Haender--vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende
og spurgte--strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot
hendes Kjole.
Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa
skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Soster
og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en
Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme
og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront.
Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet,

til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset,
mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land--siden syntes jeg
som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den hele O--: Mo'er,
Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du?
-Fordi vi skal rejse, svarede hun.
Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.
Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i
Horsens, hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi
Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte
os.
Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob