Fru Inger til Østråt | Page 4

vil visselig ikke lade ham i
stikken--
EJNAR HUK. Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele
Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe,--herskabsfolk og
almue?--Ja, fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er
kommen, som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede
ud af landet.
BØNDERNE. Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede
herremænd! Ud med rigsrådernes svende!
FRU INGER (sagte) O, malm er der i dem;--men dog, dog--!
BJØRN (hen for sig) Hun er tvilrådig, (til Eline.) Hvad gælder det,
jomfru Eline,--I har forsyndet jer i dommen over eders moder.
ELINE. Bjørn,--jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde
løjet for mig!
EJNAR HUK. Ser I vel, min højbårne frue,--først gælder det kong
Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig
længe her i landet--
FRU INGER. Og så?
EJNAR HUK. Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og
kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.
FRU INGER (levende) En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?
EJNAR HUK. Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus
rundt om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker
fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig
alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af de gamle slægter,
som--

FRU INGER (hurtig) Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok! (hen for sig.)
Ah, mit dyreste håb! (hun vender sig til bønderne og husfolkene.) Jeg
har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer, hvor stor en
fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde
det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I jo på egen hånd kunde
sætte igennem.
EJNAR HUK. Vi har altså eders minde til at--?
FRU INGER. I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds. Er det så,
som I siger, at I dagligen plages og trykkes--. Jeg véd så lidet om disse
ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde--? Selv om I
vilde plyndre riddersalen--; og der findes mangt et brugeligt værge
derinde--; I har jo hele magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder
lyster. God nat!
(Mængden bryder ud i høje glædesråb. Der tændes lys og huskarlene
henter allehånde våbenstykker ind fra salen.)
BJØRN (griber fru Ingers hånd idet hun vil gå.) Tak, min ædle og
stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har
aldrig tvilet på jer.
FRU INGER. Stille, Bjørn,--det er et farefuldt spil, jeg har vovet i
denne kveld. --For de andre gælder det kun livet; men for mig--tusende
gange mere; tro mig!
BJØRN. Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode
forståelse med--?
FRU INGER. Min magt? O, gud i himlen!
EN HUSKARL (kommer fra salen med et stort sværd) Se, her er en
rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.
EJNAR HUK (til en anden huskarl) Hvad har du fundet der?
HUSKARLEN. Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.

EJNAR HUK. Den er for god til dig;--se, her har jeg lansestagen efter
Sten Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke,
nogen mand vil forlange.
HUSTJENEREN FINN (med et brev i hånden, kommer fra døren til
venstre og går hen imod fru Inger) Jeg har ledt efter eder i alle stuer--
FRU INGER. Hvad vil du?
FINN (rækker hende brevet) En svend fra Trondhjem har bragt brev og
bud til eder.
FRU INGER. Lad os se! (idet hun åbner brevet.) Fra Trondhjem? Hvad
kan det gælde? (gennemløber skrivelsen.) Hjælp, Krist! Fra ham! Og
her i landet--
(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver at
hente våben ind fra salen.)
FRU INGER (hen for sig) Han kommer altså hid. Han kommer hid i
denne nat. --Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.
EJNAR HUK. Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede.
Nu kan vi lægge ivej!
FRU INGER (med en hurtig vending) Ingen mand må forlade gården
inat!
EJNAR HUK. Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger
indover fjorden og--
FRU INGER. Det bliver, som jeg har sagt.
EINAR HUK. Skal vi da bie til imorgen?
FRU INGER. Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov
til at forlade Østråt for det første.
(Der fornemmes uvilje iblandt mængden.)

NOGLE AF BØNDERNE. Vi går alligevel, fru Inger!
MANGE FLERE. Ja, ja; vi går alligevel!
FRU INGER (et skridt nærmere) Hvem vover det? (alle tier; efter et
øjebliks ophold tilføjer hun:) Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe
mænd af almuen om landets sager? Hvor kan