Fru Inger til Østråt | Page 2

er der nok ikke mange som
véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se at hun
blir blegere og magrere dag for dag? (med et forskende øjekast)
Folkene siger, at hun aldrig sover,--og at det er for spøgelsets skyld--
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den halvåbne dør
til venstre. Hun stanser og lytter uden at bemærkes.)
BJØRN. Og slig dumhed tror du på?
FINN. Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en
anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. --Hør, du Bjørn,-- kender
du visen, som går landet rundt?
BJØRN. En vise?
FINN Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår
sig. Men den går ret artigt for resten. Hør nu bare efter. (han synger
med dæmpet stemme:) Fru Inger sidder på Østråt gård; hun er vel svøbt
i skind. Hun er vel svøbt i fløjel og mård; hun fletter de røde guldperler
i hår,-- men har ikke fred i sit sind.
Fru Inger har solgt sig til Danskens drot Hun skikker sit folk i
fremmedes vold, som vederlag--
(Bjørn griber ham forbitret i brystet. Eline Gyldenløve trækker sig
ubemærket tilbage.)
BJØRN. Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom
du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!
FINN (idet han river sig løs) Nå, nå,--er det mig, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)
BJØRN. Hys,--hvad er det?

FINN. Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.
BJØRN (ved vinduet) De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården.
Det må være en riddersmand.
FINN. En riddersmand? Det kan det vel neppe være.
BJØRN. Hvorfor ikke?
FINN. Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
(han går ud til højre.)
BJØRN. Den forbandede skelm,--han har øjnene med sig overalt. Så
lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i
folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at--
ELINE GYLDENLØVE (kommer atter gennem døren til venstre; hun
ser sig om og spørger med undertrykt bevægelse:) Er du alene, Bjørn?
BJØRN. Er det jer, jomfru Eline?
ELINE. Hør--fortæl mig et af dine eventyr;--jeg véd, du kan flere end
dem, som--
BJØRN. Fortælle? Men nu,--så sent på kvelden--?
ELINE. Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det
visselig sent.
BJØRN. Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.
ELINE. Det er muligt.
BJØRN. Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt
kunnet kende jer igen.
ELINE. Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i
ligkælderen.

BJØRN. Det er ikke derfor, jomfru Eline,--det er ikke alene derfor, at I
går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs som
nu ikveld.
ELINE. Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og
fager som en sommernat? Bjørn,--jeg siger dig, jeg havde Lucia kær
som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som
børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du
fortalte--
BJØRN. Ja, dengang var I fro og glad.
ELINE. Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i
mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så
nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det
jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs
fra og fór over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når
de drog bort. (synker ned på en stol.) Nu kender jeg mig så mat og træt;
mine eventyr kan ikke nære mig længer;--de er kun--eventyr. (rejser sig
heftigt) Bjørn,--véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En
styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.
BJØRN. Hvad mener I?
ELINE. Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd?
Søster Lucia fulgte dem; men jeg,--gud bedre!
BJØRN (trøstende) Nå, nå!
ELINE. Jeg véd det,--jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen,
vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste,
den kløgtigste. Jeg véd det!
BJØRN. Det er sandt.
ELINE. Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du
sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som
ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves

datter!
BJØRN. I havde vel grund til at være stolt derover.
ELINE. Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så
mange eventyr dengang. (trykker hans hånd.) Tak for dem
allesammen!--Fortæl mig endnu ét;