Enkens søn | Page 2

Herman Bang
* * * *
Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet. Om et Par Maaneder skulde han v?re Officer.
Moder og S?n sad den sidste Dag i Tusm?rket i den lille Stue. Samtalen var tr?get hen og gaaet i Staa, saa lidt efter lidt. Otto Heinrich flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro.
-Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det--om Regimentet?
-Regimentet?
-Ja, Mor ... vi maa ... tale om det ... Det nytter ikke....
-Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente.
Kadetten rejste sig.--Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden.
Grevinden f?rte Haanden ind mod sit Bryst:--Jeg har sparet i disse Aar.
Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa m?rkt, at de n?ppe saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa:--Mor--hvorfor skal Paul Tjener rejse?
-Hvem har sagt dig det?
-Han fortalte mig det i Gaar. Han gr?d, Mor. Otto Heinrich tav lidt. Han lukkede Fars ?jne, sagde han.
-Jeg har skaffet ham en Plads--Ordene skjalv lidt--, jeg beh?ver ham ikke.
-Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han.
-Aa, men Mor!--Taarerne l?b ned ad Otto Heinrichs Kinder--du #skal# faa ?re af mig.
Priorinden gled med sin Haand bl?dt gjennem S?nnens Haar.
* * * * *
Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Fr?ken von Salzen paa Visit hos Priorinden.
Fr?ken von Salzen var #meget# besynderlig den Dag: Hvert ?jeblik glemte hun Titelen, og hun l?ste sine dadell?se Kappebaand op tre Gange.
Hun talte uafbrudt om Pligter og om at v?re unyttig og om gamle Fr?kener og' om F?drelandet.--Grevinden sad og saa paa hende og forstod ikke et eneste Ord.--Hvis Tanken havde v?ret #mulig,# vilde hun have sagt, Fr?ken von Salzen svedte.
-Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte v?re glade til, om de kunde faa Lov....
Fr?ken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse.
Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige.
Men pludselig greb Fr?ken von Salzen begge hendes H?nder.--Men nu kunde de jo blive til Nytte.
-Til Nytte? Jeg....
-Ja, Pengene (jo--Fr?ken von Salzen svedte)--mine Par tusind....
Priorinden forstod pludselig, og de blev blodr?de begge to.
-Ja, sagde Fr?ken von Salzen, De maa--ret forstaa. Man ved jo, saadan en Ekvipering er dyr....
-Jeg ... Priorinden kunde knap faa Ordene frem--jeg har jo sparet, sagde hun. Tak, men jeg har selv.--Tak!
Hun fandt ikke mer at sige, og Fr?ken von Salzen rejste sig forvirret. Men da Fr?kenen var kommen frem til D?ren, gik hun efter hende.--Tak sagde hun, tak skal De ha'! og hun lagde Hovedet ind til den gamles Bryst, lige paa Kappebaandene.
Aldrig havde Paul Tjener set "Naaden von Salzen" skyde saadan Fart som den Dag hen gjennem Gangen.
* * * * *
Otto Heinrich blev Officer og traadte ind i Garden. Det var om Vaaren.
Sommeren kom og gik, og det blev Vinter.
Nu stod der noget i Heinrichs Breve. Lange Beretninger skrev han, ungdommelige og lykkelige om Fester og straalende Baller og Banketter med uendelige Spisesedler og h?je Herskabers Sk?jtepartier ved Fakler. Tit skrev han om Natten, naar han kom hjem fra Bal. Han kunde ikke sove for Berusning og Lykke. Og Brevet--forvirret og ud og ind--blev som fyldt af Musik og Ungdom og Lys og Liv.
Den lille Priorinde l?ste, om og om igjen. Og sart R?dme kom op i hendes Kinder, og hun smilede, mens hun l?ste, og med Haanden under Kinden dr?mte hun l?nge foran sin S?ns Brev.
De gamle Stiftsdamer blev aldrig tr?tte af at h?re.
-Det var Hofliv det!
-Le monde--det!
De slugte hvert Ord, og de standsede L?sningen ved hvert nyt Navn.
-En Felsenburg? En Felsenburg.--Hvem er det? Felsenburg?
-Felsenburg-Weisenstein--det er dem fra Rhinen.
-Hm, saa nu er #hun# ved Hoffet!--Og Strikkepindene gik igjen.
-Ja, Familierne skifter, sagde Fr?ken von Salzen, og hun fortalte endnu en Gang Gehejmeraad Goethes Kompliment, da hun havde staaet i Tableau, som Gretchen, ved det storhertugelige Hof i Weimar.
Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage. Der blev en Fort?llen ved Visiter;--alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa Vejen fra Kirken;--ridderlig b?jede Otto Heinrich sig og b?d den ?ldste Stiftsdame Armen; ved de smaa Teer;--Otto Heinrich sang L?jtnansviser og akkompagnerede sig med en Finger.
Der var is?r en Vise--om en B?ndelorm. Det var Otto Heinrichs Yndlingssang.
"Ich hab' im Leben keine Freude. Ich hab' ein Bandelthier im Leib."
Fr?ken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser kjendtes ikke i Weimar.
"Und trink ich Wein, und trink ich Bier Den Genuss hat stets das Bandelthier!"
De gamle Stiftsdamer saa ned i deres Skj?d.
Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke meget, men h?rte kun og saa paa sin store S?n.
Og Otto Heinrich standsede midt i en Vise og rakte hende begge sine H?nder:
-Mor, sagde han, hvem ser du paa?
-Et S?skendepar! sagde de gamle Damer,--og fem-seks Kapper tr?ngtes sammen i Vinduet
Continue reading on your phone by scaning this QR Code

 / 9
Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.