Det graa hus | Page 3

sine Saaler--hvad de vilde, blev det
modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.
-Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke ... Hm, jeg husker en
Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den største, ogsaa som
Komediant, for det følges ad ... Han gik omkring som var han selv i
Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var

det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit
verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen--det var i hans
Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer
og det hele Ler og saa sagde han:
-"Ja, det er jo meget kønt".
-Det var det Hele, naar man kendte det.
Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:
-Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen
gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det.
Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud
fra dem.
Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:
-Men gamle Folk skal ikke ha'e stærke Hjerner, for saa véd de for
meget ... De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at
se, og det skulde Menneskene være fri for--Man skulde aldrig se, aldrig
sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den, der ser
Jehovah--og Excellencen lo paa dette Ord--han dør. Men jeg siger Dig,
at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i
Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes--men det kan det
ikke, ti for sig selv lyver man for haardt--at man saa sig selv til
Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go'e, som en ringe
men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en
Blok--
-Naa--og paa en Gang brød Hans Excellence af--jeg snakker . . . Men
(pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund
i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et
Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det
er en anden Visdom, som suser for dine Øren.
Det unge Menneske rejste sig:

-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.
-Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?
Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op.
Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han
ikke talte:
-Ungdommen maa have Penge, sagde han:
-Farvel.
-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og
tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:
-Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.
Georg hængte "Sedlen" ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med
Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.
Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa
Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op
igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en
Grimasse hen over hans Ansigt--før han lagde den ned igen, men
længere inde, i Mørket.
-Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.
-Hendes Naade har ringet.
-Og min Søn?
-Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.
-Hm.
-Bring mig Journalen.
Georg bragte den svære Bog og slog den op.

-Hvad Datum er det?
-Den otte og tyvende, Deres Excellence.
-Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.
Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre
Rubrikker, der stod tomme.
-Tak, sagde han: Du kan gaa.
Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han
holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences
Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og
Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ
op ad Panelet.
-Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.
-Georg rørte sig ikke.
Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en
meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke
sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til
Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra
Baronesse Brahe.
-Sig Baronessen Tak, sagde han.
-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun
det?
-Tak, godt, Deres Excellence.
-Og han selv?
Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige
Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det
Styrkende", Deres Excellence.
-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte