Den engelske Lods | Page 2

er Marmorfoden,
hvorfra Seirens
Dronning selv
stolt behersker Kloden.
Klippen mere

hvid end Sne;
natsort Muld derovenover;
grønne Enge
--Fløjl at see--
gaae i lange Vover.
O hvor herlig
saadan Grund
maa for Englands Ege være,
som til Frie
yde kun
sine Krandses Ære!
O hvor herligt
for en Mand
der at leve, boe og bygge!
Og hvor herligt
hviler han
under Egens Skygge!»
III
Drømmesyn
Tvende Timeglas forbi--
og vi hørte
Egene iland sig rørte,
susende, med Ord deri,
som om
mange Mænd paa Stranden
talte sammen med hinanden.

Egerødderne vi saae,
Aarer i Agaten lige,
i den sorte Muld at gaae,

som bedækkede de hvide
Klipper, der langs Stranden kneiste.
Og
nedover Klippens Side
dunkelgrønne Vedbend laved,
som letflettet
Elskovsstige
mellem to forelskte Geister
(Hun fra Landet, Han fra
Havet)
efterglemt fra Stevnet, sat
i den sidste Maanskinsnat.
Tys! de glade Bølger larme;
der er Sang i hvad de buldre!
Naar jeg
ned fra Stavnen saae,
syntes jeg see hvide Arme,

svaneduunbedækte Skuldre
jublende at skynde paa...
Tys! et Chor,
afbrudt af Latter!
Tys! et «_Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule
the waves!_»
syntes jeg dernedenfra
i et Chor fra Munde hæves,

som af Bølger fyldtes atter,
saa det blev kun en Musik
søde
Brudstykker jeg fik.
Hvo kan undres, om jeg drømte

Nereider,
syngende om Skibets Sider,
Liv i Bølgerne, som svømte

langshenad din Cliff, Shakespeare,
hvor du mante hen King Lear?

...O der stod den, høi og stor!
Der til venstre Side stod den:

Aft'nens første lette Flor
blaaligt svømmende om Foden;
men paa Tinden,
som nu Aftensolen tændte,
enkelt Kam
skarlagenbrændte--
o saa rød, som om i Vinden
gamle Lear deroppe
stod,
ei i Betlerdragten pjaltet,
men i Kongedragt gestaltet,
i sin
Kaabes Purpurblod.
Og til høire Haand man saae,
liig en romersk Muurkorone
hævet i
det blege Blaa,
_Dovercastles_ gamle graae,
tvertsafskaarne
plumpe Bueskyttertaarne,
saa Kastellet
lignede en sachsisk Krone
gammeldags, af hamret
Jern,
himmelfalden ned paa Fjeldet
om dets Tindinger til Værn.
Men mod Norden har sig _Kent_
lig en rolig Arm udspændt,

rækkende til hver sin Side,
i de slanke sølverhvide
søilesnoede
_Forelands_-Fyre,
ud et dobbelt Konningstyre,
fra hvis Spidser, da
det bløde
Nattemulm om Landet dalte,
(som et Flor, hvori den blide

Sommernat sin Kummer kvalte
for den skjønne Dag, som døde)

tvende Flammeblik frembrøde,
et i Syd og et i Nord,
Kastor og hans
Pollux liig,
sjunkne ned fra deres høie
Himmelstade til vor Jord,

tindrende som draaberene
Ædelstene,
fattede i Sølverøie:
En i Rødt, som en Rubin,

skiftende dog bryder sig,
fjerntud straalende fra Kysten,

mens den
anden Amethysten
lignede i blaaligt Skin.
Længe over Landet svæved
som et Slør, ved Feers Kunster
af et
blandet Gjenskin vævet
ifra Himmel og fra Hav,
rødt fra hiin og
blaat fra dette.
Deraf kom det Violette,
som bag fine Gaze af

Engenes og Skoves Dunster
Landets skjønne Form omgav.


Taagesløret hvert Minut
mørkere sin Farve skifted.
Graasort blev
det Violette,
Nettets Masker mere tætte
i det hvide Overdrag.

Men naar stundom det blev brudt
af en Nattebriis, som hvifted
over
ifra _Beachyhead,_
frem i Aabningerne traadte
hist og her et enkelt
Strøg
af de hvide Klippebranter,
som om Spøgelsegiganter
af en
aabnet Tryllegrotte
eller blaalig Hexerøg
frem medeet i brudt Geled

blege som et Maanskin skred.
Gjennem Natten lyste kun,
ved et fosforagtigt Glimt,
forud Bølgers
reiste Kamme,
Fraadens perlehvide Skimt,
Tænder liig i Havuhyres

sorte, vidtopspændte Mund,
og deragter
funkled begge Forelandsfyres
klare Flammer,
Øine liig paa Nattens Magter,
paa Dæmoner tvende,
som
her maa gjøre Nattevagter,
tvungne af en Størres Dom.

_Da_--jeg veed vel ei hvordan
Sjelens Virksomhed forhøjet
og en
Slummers Vægt paa Øjet
samme Stund forenes kan;
men jeg
tænker samme Lov
for en Sjels og Blomsts Behov:
naar det mulmes
lukker Øiet sig for Hiin,
mens den dog, som Fugl i
Luften,
friest just sig da bevæger;
Blomstens Glød af Duggen
dulmes,
medens Duften
svømmer om dens sjunkne Bæger
endnu mere stærk
og fiin...
_Da_, af Bølgens Surr bedøvet,
lukte sig mit Øie til,
og,
af Nattemulmet sløvet,
søvntilslørtes min Pupill.

Panden paa
korslagte Hænder
laa paa Rælingens Gelænder,
men min Geist
var iland i England reist.
Lange Rækker Lys paa Kysten
(Byers Rad ved Aftenstid,
som sig
langs Kanalen snoer
liig ubrudte Perlesnor)
maatte vække
Reiselysten,
kalde Geisten skyndsomst did.
Og nu ilte den afsted,

meer gesvindt end Elskovsvinket

(Telegrafen
mellem Skiltes Kjærlighed)
sagtere end Maaneblinket
over Graven
eller Søens Flade træder;
som en Natfalæne tyst

lummer Julinat i Haven
sværmende paa støvgraa Vinger
under
slumrende Syringer,
alle sine Natteglæder
nydende af Hjertenslyst--

ja, saa skynded den afsted,
værende hvor Tanken tænkte,

gjennem prægtigskjønne Stæder,
nu i første Søvn nedsænkte,
ilende
jevnsides med
Skibet, som derude gled.
Gjennem _Folkstone, Romney, Rye,
Hastings,_ gamle _Winchelsea,_

styrede min Geist sin Vej,
gjennem _Brightons_ stolte Gader
af
Palladser reist af Qvader,
som et eneste Palæ,
deelt i tvende lange
Rader;
gjennem Skove, i hvis Dunkle
saaes mange Øine funkle

(Vildttyv eller stolte Hjort);
gjennem Byer, gammeldagse,
byggede
af Britt og Saxe,
svæved Sjelen tankefort,
useet som et Mulms
Atom,
fri og uafhængig, som
om min Vilje var dens Axe.
Høien Gavl paa hver en Bolig
nikkede mod den fortrolig,
som var
reist paa Nabohuus,
som om begge disse Gamle
hvisked om en Dag
at ramle
begge sammen ned i Gruus.
_William the Conquestor_
have
Begge seet; hvorfor rave
da ei ned i Grunden sammen
i en
sand Fostbroderpagt?
Hvorfor vente efter Flammen
eller paa
Orkanens Magt?--
Tæt ved Byen et Kastel,
med en Muurkrands
heel affældig,
af hvis brustne Skydeskaar
Efev skyder ud saa
vældig
som de Bugter Boa slaaer.--
Midti Byens Hovedgade
har
en gammel _Gate_[2] sit Stade,
plump og stærk,
liig et lidet Citadel,
Fundament for snirkelskaarne

mindre kegleformte Taarne,
Sachsers og Normanners Værk.--

Kronte Konger, steenudhugne,
næseløse, skimmelmugne,
(Hesten
stundom uden Been)
førende i venstre Haand
tredeelt bøjet
Liljegreen,
mens de Sværd i Højren strække,
synes trække
paa det tunge Smilebaand
ad den Kræmmeræt de skue


mylre i den gamle By:
Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
ingen
Hjelme, men Parykker,
eller strikket Bomuldshue,
som bedækker
skrumpne Panders Regnestykker--
kort den